BMX Nationalt Elite Træningscenter
Baggrund
Danmark er et lille land med få indbyggere, og det betyder, at vi i dansk cykelsport arbejder med en relativt smal elite, hvilket også er tilfældet i BMX Racing-disciplinen. Den logiske konsekvens heraf er, at de bedste ryttere skal træne og være så meget som muligt sammen for dermed at motivere og presse hinanden til yderligere udvikling samt for i fællesskab at opbygge den elitære kultur, som er en forudsætning, når målet er at skabe en gruppe af ryttere, som har et højt internationalt niveau.
I forlængelse af ovenstående arbejder Danmarks Cykle Union med etableringen af et landsholdsteam for både herrer og damer; et team, som skal have hjemmebane på et Nationalt Elite Træningscenter. Det Nationale Elite Træningscenter (NETC) skal udgøres af Danmarks bedste BMX-ryttere, landstræneren og det anlæg og de faciliteter, hvor landsholdsrytterne dagligt træner sammen samt af den ekspertise, som Team Danmark stiller til rådighed inden for fagområder som idrætsmedicin, sportspsykologi, sportsernæring og fysiologisk testning.
Det er planen, at landsholdsteamet med tiden skal bestå af minimum otte ryttere. Da landsholdsteamet imidlertid udelukkende skal befolkes af ryttere, som Danmarks Cykle Union vurderer, har internationalt potentiale, og altså ikke blot af dem, der er bedst i Danmark, er målet, at truppen over en 3-årig periode fra 2022 til 2024 løbende udbygges i takt med, at ryttergruppens udvikling tillader det - og det i øvrigt uden et defineret maksimalt antal ryttere.
Formål
Formålet med at etablere et landsholdsteam og et Nationalt Elite Træningscenter er at skabe et miljø, hvor de bedste seniorryttere træner sammen, sparrer med hinanden og superviseres og vejledes af landstræneren på daglig basis, hvilket anses som en afgørende forudsætning, når målsætningen er, at de bedste danske ryttere på sigt skal være så dygtige, at de er i stand til kontinuerligt at køre finaler ved European Cups, World Cups og internationale mesterskaber.
Udviklingsmålsætninger for BMX-disciplinen
- Danmarks Cykle Union ønsker at skabe en fødekæde, som sikrer, at Danmark som nation i fremtiden bliver en del af den absolutte verdenselite – ikke blot ved mere eller mindre tilfældige lejligheder, men kontinuerligt og byggende på et talentudviklings- og et elitekoncept med højt internationalt niveau.
- Danmarks Cykle Union arbejder målrettet for at skabe en kultur, hvor alle på og omkring holdet er seriøse og målrettede, og hvor en accepteret præmis er, at rytterne på landsholdsteamet skal se deres indbyrdes samarbejde, opbakning og sparring som en forudsætning for den enkelte rytters succes. Rytterne skal med andre ord lykkes med at indgå i og bidrage til et værdifuldt træningsfællesskab samtidig med, at de naturligt også er indbyrdes konkurrenter.
- Danmarks Cykle Union arbejder på at opbygge landsholdsteamet, så det i fremtiden består af minimum otte ryttere med potentiale til at køre top-20 i verden. I takt med at landsholdsteamet udvides, kan det medføre et øget behov for træningstid på det Nationale Elite Træningscenter.
Når det skønnes relevant, er der mulighed for, at U19-ryttere inviteres op til en eller flere udvalgte træninger med landsholdsteamet. Dels for at potentielt kommende eliteryttere får et indtryk af, hvilket niveau der skal til, for at de i fremtiden kan begå sig på internationalt seniorniveau. Dels for at landstræneren kan se yngre ryttere an; både sportsligt og personligt.
Sportslige målsætninger for BMX-disciplinen
- For kvindernes vedkommende målsætter vi top-16 (semifinale) placeringer ved World Cups og internationale mesterskaber i OL-cyklussen 2022-2024.
- På herresiden arbejder vi ikke med konkrete resultatmålsætninger i perioden 2022-2024. I OL-cyklussen 2025-2028 derimod er det vores mål minimum at køre top-16 (semifinale) ved både World Cups og internationale mesterskaber.
- Op til OL 2024 skal vi have mindst én dansk damerytter i top-16 og mindst én dansk herrerytter i top-24 på verdensranglisten.
- I talentudviklingssammenhæng formulerer vi ikke specifikke resultatmålsætninger, idet vi selvfølgelig forsøger at vinde, hver gang vi er til start. På dette niveau er det altoverskyggende mål i stedet at skabe den fødekæde af ryttere, som i de kommende år skal befolke vores landsholdsteam.
København som hjemsted for det Nationale Elite Træningscenter i 2022-2024
I perioden 2022-2024 og dermed frem mod OL i Paris 2024 er det Nationale Elite Træningscenter placeret i København med Københavns BMX Klubs træningsanlæg som hjemmebane.
Træningscentrets placering i København medfører en geografisk nærhed til Danmarks Cykle Union og ikke mindst til Team Danmark og de faciliteter og den ekspertise, som Team Danmark stiller til rådighed. Det gælder styrketræningsfaciliteten i Idrættens Hus, Team Danmarks fysiologiske testcenter samt Ballerup Super Arena, som løbende anvendes i forbindelse med arbejdet med teknologisk udvikling af materiel og udstyr. Derudover har det stor betydning, at rytterne på landsholdsteamet med udgangspunkt i København er i daglig nær kontakt med Team Danmarks fageksperter, som de dermed på bedste vis har adgang til at samarbejde med. Langt hovedparten af Team Danmarks faglige ekspertise, som rytterne gør stor brug og har megen gavn af, er således samlet i Idrættens Hus i Brøndby.
Det er også væsentligt for placeringen af det Nationale Elite Træningscenter i København, at der her findes en bane med international standard. En bane, hvor der skal køres VM i 2025, og hvor landsholdsteamets ryttere dermed vil have en stor fordel, da det til den tid vil have været deres hjemmebane i 3-4 år.
Sidst men ikke mindst er København Danmarks hovedstad, hvilket betyder, at der her findes en lang række uddannelsesmuligheder, samt ikke mindst en international lufthavn med tilhørende god indenrigsinfrastruktur samt gode flyforbindelser til hele verden.
Samarbejdet mellem Danmarks Cykle Union og værtsklubben
Det er vigtigt for Danmarks Cykle Union, at landsholdsteamet på en god og for begge parter formålstjenlig måde bliver en del af de daglige aktiviteter på værtsklubbens bane. Danmarks Cykle Union ser det i den forbindelse som en fordel for den lokale BMX-klub, at de allerbedste danske ryttere har deres daglige gang på klubbens anlæg, da de lokale ryttere dermed jævnligt har mulighed for at træne med og lade sig inspirere af elitelandsholdsrytterne og den kultur, der hersker på landsholdsteamet.
Det er vigtigt og naturligt, at rytterne på landsholdsteamet med deres adfærd på bedste vis bidrager positivt og loyalt til værtsklubbens dagligdag og herunder fælles træninger.
Landsholdsrytterne betaler det samme kontingent til værtsklubben som de lokale klubryttere, men forbliver medlemmer af de lokale klubber, som de kommer fra, og hvor de har udviklet sig til landsholdsryttere fra barnsben.