BMX Racing disciplinen så dagens lys i de tidlige 1970'ere i USA, hvor børn, for at imitere deres motocross-idoler, begyndte at køre om kap på deres cykler på jordbaner. Heraf opstod navnet ”Bicycle MotoCross”, som senere blev til forkortelsen BMX. I dag er BMX Racing en etableret international cykelsportsdisciplin.
BMX Racing er en af cykelsportens mest intense sprintdiscipliner, hvor teknik, overblik og styrke skal gå op i en højere enhed. BMX Racing køres på en kort bane med en række hop og sving, hvor de hurtigste ryttere kan nå op på 40-50 km/t, når de gennemfører et heat, der typisk varer 35-40 sekunder.
Man kan begynde at køre BMX, så snart man kan cykle uden støttehjul!
BMX Racing disciplinen er relativt ny, både i olympisk sammenhæng og som disciplin i Danmarks Cykle Union. BMX Racing var således på det olympiske program for første gang i 2008, mens BMX-disciplinerne overgik fra Danmarks Motor Union til Danmarks Cykle Union i 2017.
På verdensplan er BMX Racing inde i en rivende udvikling, netop fordi disciplinen for 12 år siden blev olympisk. Flere og flere lande satser mere og mere, hvilket år for år øger den internationale konkurrence. I dag arbejder de mest succesfulde nationer med topprofessionelle og målrettede koncepter; ofte inspireret af den måde, der allerede arbejdes på i andre af cykelsportens discipliner.
Udviklingen af disciplinen BMX Racing har udgjort et af Danmarks Cykle Unions indsatsområder siden 2017, idet vi er i færd med at opbygge et målrettet talentudviklingskoncept med udgangspunkt i regionale samlinger, kraftcentertræning og landsholdsaktiviteter på ungdomsniveau. Og så arbejder vi målrettet med en foreløbigt relativt smal elitegruppe.