Lørdag den 5. november blev tredje afdeling af SuperCuppen kørt på cykelbanen i Odense.
Lørdag stod i cyklingens tegn og var en super dag for SuperCuppen - banecyklingens svar på Superligaen, hvor den danske elite tester hinanden af og dyster om hæder og ære over seks afdelinger fordelt i Odense, Aarhus og Ballerup.
Der blev virkelig gået til den blandt herrerne, og det blev et spændende løb blandt andet med VM-medaljevindere som de toneangivende ryttere. De øvrige par gik dog ikke ned uden kamp, og særligt parrene fra Restaurant Suri-Carl Ras og IBT-BH-Carl Ras bed godt fra sig.
Arne Birkemose og Rasmus Lund sikrede Team Nyt Syn powered by Fialla føringen i SuperCuppen for herrerne. Hos kvinderne er det også Team Nyt Syn powered by Fialla, der ligger i front. I tredje afdeling var det Karoline Hemmsen, der repræsenterede klubben. Det fynske hold bør dog ikke læne sig tilbage alt for tidligt. De andre hold vil stensikkert forsøge at give dem kamp til stregen i de sidste afdelinger.
Hos cykelbanerne håber man, at klubber og teams vil fortsætte med at bakke op om SuperCuppen.
"Dansk cykling mangler i høj grad noget, som kan profilere den hjemlige cykelsport," udtaler Claus Rasmussen, formand for Odense Cykelbane og Cykling Odense. "SuperCuppen er banernes svar på det, og det er bare vigtigt, at vi får Cuppen gennemført, for det er svært at udvikle på noget, der ikke eksisterer."
SuperCuppen er bygget op således, at et hold ikke behøver at stille med de samme ryttere hver gang. I stedet kan holdene stille med ryttere, der er klar på dagen.
Næste afdeling af SuperCuppen køres den 19. november.