Søndag den 18. juni køres tredje afdeling af de danske landevejscups omkring Vejen. Her får den hjemlige elite mulighed for at pudse formen af inden DM.
Vejen BC og Esbjerg Cykle Ring har slået sig sammen om at arrangere tredje afdeling af Demin Cup, Uno-X Ladies Cup og Uno-X Cup, hvor de bedste hjemlige ryttere stiller til start. Her bliver damefeltet og U19 herre sendt ud på en flad rundstrækning, hvor de skal tilbagelægge 115 km. Der er i dén grad lagt op til en sprinterfinale, med mindre vinden kan splitte feltet undervejs.
Herre elite i Demin Cuppen kører en helt anden rute end i de to andre cups. Efter starten kører rytterne østpå på en meget kuperet rute med 1600 højdemeter, hvor de kører på en 20 km rundstrækning med ikke mindre end fem stigninger. 5,5 omgange skal herrerne køre, inden de vender tilbage til målbyen Gesten, hvor de afslutter med fire små omgange. I alt 198 km. Ruten lægger op til mange scenarier, hvor cykelløbet kan ende i et udbrud, der holder hjem, men det kan også kulminere i en sprint.
Ved søndagens cykelløb møder de danske kontinentalhold og DCU teams talstærkt op. For Restaurant Suri-Carl Ras gælder det om at bibeholde den gule førertrøje, da Magnus Bak Klaris fører cuppen med 38 point. På andenpladsen er Mads Østergaard Kristensen (Leopard Togt Pro Cycling) med 32 point, og Peller Køster Mikkelsen (Team CO:PLAY - Giant Store) ligger på tredjepladsen med 25 point.
Hos damerne ligger World Tour-rytteren Rebecca Koerner fra Uno-X Pro Cycling Team i spidsen med 23 point. Med sin deltagelse i Vejen er der noget, der tyder på, at hun satser på den danske Uno-X Ladies Cup i år. Med pointlighed ligger Marie-Louise Hartz Krogager (Team Interklima ABC Copenhagen) og Mia Rützou (Team Nyt Syn by Fialla powered by Extreme) på anden- og tredjepladsen. Den nyligt kårede U19-danmarksmester i enkeltstart Alberte Greve (Team RYTGER powered by Carl Ras Junior) fører ungdomskonkurrencen.
Uno-X Cuppen, der køres af U19-herreryttere, føres efter to afdelinger af Theodor Storm (Team NPV-Carl Ras Roskilde Junior), der fik bronze ved DM i enkeltstart. Med 35 point mod Storms 38 er Andreas Krogh Jensen (Team Mascot WorkWear) godt med i klassementet. På tredjepladsen er sølvmedaljevinderen fra DM i enkeltstart Carl Emil Just Pedersen (CeramicSpeed Herning CK Junior) med 32 point, og han fører desuden ungdomskonkurrencen.
Foruden cykelløb er der byfest med flagallé i Gesten på søndag, og de arrangerende klubber forventer derfor et pænt antal tilskuere.