Den 7. maj kan Rødekro Cykle Club fejre 50-årsjubilæum, og de tager næsten forskud på festen, når de søndag afvikler deres årlige landevejsløb, Meldgaardløbet, for 48. gang.
Vi spoler tiden tilbage til 1973. Her stiftede Bent Nielsen, der var idrætslærer på Rødekro Skole, nemlig klubben.
Der er sket meget på 50 år, og når Meldgaardløbet køres den 2. april, er det som nævnt 48. gang, at Rødekro Cykle Club arrangerer cykelløbet, der efterhånden må betegnes som en klassiker. Ejner Th. Petersen, der overtog formandsposten i klubben i 1974, har været med til at afvikle løbet alle 48. gange. Det er altså erfarne kræfter og ildsjæle, der sørger for, at landevejssæsonen vest for Storebælt kommer godt fra start.
Overordnet set har klubben gennem tiden markeret sig som en god løbsarrangør med både landevejsløb og cyklecross. De har desuden afholdt forskellige danmarksmestermesterskaber, nordiske mesterskaber, utallige gadeløb, motionsløbet Løjt Land Rundt gennem 30 år og mange talentløb.
Efter klubbens opstart voksede den støt, så den i midten af 80’erne var den femtestørste klub i Jylland med 48 licensryttere, som hovedsageligt var drenge- og ungdomsryttere. Der er da også blevet kørt nogle mesterskaber hjem til klubben. I 1984 fik Rødekro Cykle Club sin første danmarksmester, da Anders Kjeldsen vandt i juniorklassen. Derudover har Peder Bisgaard, Bjarne Scack, Søren Nissen og Alexander Salby alle trådt de første kilometer i Rødekro.
Fra Danmarks Cykle Union skal lyde et stort tillykke med jubilæet og en god sæsonstart til alle, der skal i gang med forårssæsonen.