Holbæk Sportsby lagde arealer til 5. afdeling af cross cuppen, som blev afviklet i lørdags.

Holbæk Sportsby er et af de største idrætsanlæg i Skandinavien og hjemsted for 32 foreninger. Sportsbyen dækker hele 23.000 kvadratmeter beliggende på 47 hektar jord. Det var i disse fantastiske omgivelser, at Holbæk Cykelsport havde arrangeret weekendens afdeling på en godt 2,6 kilometer rute, der bugtede sig omkring anlæggets bygninger og sportspladser.

Rytterne skulle forcere græs, grus, asfalt og sand undervejs på ruten. Derudover skulle de af cyklen for at bestige en trappe, men generelt var der tænkt høj fart og flow ind i ruten.

Der blev kørt ræs i både børneklasserne og helt op til H70, inden dagen sluttede af med eliten for kvinder og herrer.

Hos elitekvinderne endte podiet således:

  1. Ann-Dorthe Lisbygd (Dansk Mountainbike Klub)
  2. Sara Aaboe Kallestrup (MTB Randers)
  3. Anna Eriksmo (Beijers Coaching CK)

Sara Aaboe Kallestrup fører den samlede cross cup.

Hos eliteherrerne endte podiet således:

  1. Gustav Frederik Dahl (Team Give Elementer)
  2. Gustav Wang (BHS-PL Beton Bornholm)
  3. Karl-Erik Rosendahl (Team Nyt Syn powered by Fialla)

Karl-Erik Rosendahl fører den samlede cross cup, inden cross cup-finalen den 8. januar.