EM i landevejscykling er lige om hjørnet, og nu har landstræner Tayeb Braikia udtaget kvindernes elitelandshold.
Følgende ryttere udgør det danske EM-landshold:
Enkeltstart
Cecilie Uttrup Ludwig (FDJ-Suez)
Emma Norsgaard Bjerg (Movistar Team)
Linjeløb
Amalie Dideriksen (Uno-X Pro Cycling Team)
Cecilie Uttrup Ludwig (FDJ-Suez)
Ellen Klinge (Carbonbike Giordana by Gen Z)
Emma Norsgaard Bjerg (Movistar Team)
Rebecca Koerner (Uno-X Pro Cycling Team)
"Jeg synes, vi har et rigtig stærkt hold," udtaler landstræner Tayeb Braikia. "I enkeltstarten er målet en placering omkring 10-15 for begge ryttere, og den helt flade rute bør ligge så godt til Emma, at jeg håber, at hun igen er at finde i top-10." Den 29,5 km lange enkeltstart køres den 20. september på førstedagen ved EM.
"I linjeløbet har vi igen et hold, som kan køre med i de forskellige scenarier, som jeg umiddelbart kan forestille mig," uddyber landstræneren. "Det første stykke, inden rytterne rammer rundstrækningen ved ”Col du Vamberg”, er nemt og helt fladt, og herefter må vi se, hvor hårdt der bliver kørt. Vi skal forsøge at være på forkant uden at skulle skabe løbet. Cecilie fulgte op på sin VM-bronze med et rigtig flot Tour of Scandinavia, og hun har igen mulighed for at lave et topresultat. Emma kørte også et godt Tour of Scandinavia, hvor hun hjalp Annemiek van Vleuten frem til den samlede sejr. Amalie og Rebecca har begge kørt Simac Ladies Tour, og Ellen har efter bane VM igen fundet landevejsformen i Belgien, hvor hun har kørt en del løb. Vi kommer derfor med et hold, hvor alle er klar, og hvor målet er en medalje."
Om linjeløbet ender med en dansk medalje ved vi den 23. september, når elitekvinderne skal køre deres linjeløb - i alt 131,3 km.