Der er nu sat navne på de ryttere, der skal køre VM i mountainbike til august.
Landstræner Mads Bødker har udtaget følgende ryttere:
U23
Sofie Heby Pedersen (WILIER-PIRELLI FACTORY TEAM XCO)
Gustav Heby Pedersen (WILIER-PIRELLI FACTORY TEAM XCO)
Tobias Lillelund (Trek Future Racing)
Oliver Sølvhøj (Mountainbike Club Vejle)
Elite
Caroline Bohé (Ghost Factory Racing Team)
Malene Degn (Lapierre Mavic Unity)
Simon Andreassen (Cannondale Factory Racing)
Sebastian Fini Carstensen (Lapierre Mavic Unity)
”VM XCO afholdes i Glentress Forest i den sydlige del af Skotland," fortæller landstræneren. "Der har ikke tidligere været kørt store internationale løb på ruten, så jeg ved ikke meget mere om ruten, end hvad der er filmet fra den. Her ligner det en god blanding af noget bygget og noget naturligt. Klimaet ser til gengæld ret danskervenligt ud – med stor mulighed for regn og relativt lave temperaturer, hvilket er forhold, vi normalt præsterer ret godt under.”
Mountainbikelandsholdet havde for nylig et fantastisk EM i Portugal og udviste fine præstationer til European Games i Polen.
"Det har helt sikkert givet rytterne troen på, at de kan være med til at afgøre løbene," fortæller Mads Bødker. "VM er højdepunktet for sæsonen, så alle har forberedt sig bedst muligt, og ved at vi lagde vores DM i slutningen af maj, har rytterne fået en lang periode til at bygge formen op.”
På spørgsmålet om, hvad landstræner Mads Bødker har de største forhåbninger til ved årets VM, svarer han: ”Stafetten. Hvis alle kører op til deres bedste, kan vi helt klart være med til at køre om medaljerne. Som landstræner er det at få en medalje her det, jeg sætter størst pris på, da det er en fælles medalje for hele holdet og et bevis for, at vores arbejde fungerer.”
VM i MTB er i år en del af et større VM i cykling, der blandt andet inkluderer landevejscykling, BMX og banecykling. VM bliver afviklet fra den 3.-13. august.