Søndag kørtes anden afdeling af Demin Cup, Uno-X Ladies Cup og Uno-X Cup på en rundstrækning i Skælskør.
Efter lørdagens enkeltstart var rytterne klar til at køre cuppens første linjeløb på en 25,3 km rundstrækning.
Efter at være blevet nummer to i enkeltstarten kørte Rebecca Koerner fra Uno-X Pro Cycling Team først over stregen i Uno-X Ladies Cup og overtog dermed førertrøjen fra Laura Auerbach-Lind (Team RYTGER powered by Carl Ras). På sidste omgang kom Koerner i udbrud sammen med Christina Bragh Lorenzen (Team Interklima ABC Copenhagen), Marie-Louise Hartz Krogager (Team Interklima ABC Copenhagen) og Laura Lizette Sander (Pärnu Kalevi Spordikool). Koerner og Lorenzen rykkede dog fra de to andre og spurtede om sejren på målstregen, hvor Koerner viste sig stærkest. Hartz Krogager kom i mål på en tredjeplads. I ungdomskonkurrencen er det fortsat Alberte Emilie Greve (Team RYTGER powered by Carl Ras), der fører.
Hos U19-herrerne i Uno-X Cuppen var der utallige udbrudsforsøg undervejs på de 101,2 km. Feltet kom dog samlet i mål, hvor Conrad Haugsted (Team NPV - Carl Ras Roskilde Junior) tog sejren foran sin holdkammerat Theodor Storm og Andreas Krogh Jensen (Team Mascot WorkWear). Storm overtog førertrøjen, mens Carl Emil Just Pedersen (CeramicSpeed Herning CK Junior) kunne beholde ungdomstrøjen.
I Demin Cuppen kom seks ryttere samlet til mål efter 177,1 km, og her spurtede Magnus Bak Klaris fra Restaurant Suri-Carl Ras sig til sejren og førertrøjen. I løbets finale kom et stort udbrud afsted, og herfra lykkedes det seks mand at rive sig fri og fordele podiepladserne imellem sig. Bak Klaris vandt spurten foran Frederik Bjørn Sørensen (Team coloQuick) og Sebastian Ryttersgaard (BHS-PL Beton Bornholm).
Tredje afdeling af Demin Cup, Uno-X Ladies Cup og Uno-X Cup køres i Vejen den 18. juni.