Med indgåelse af en udstyrsaftale med Meybo Distribution fra Holland, er det danske BMX elitelandshold sikret topklasse Meybo cykler til og med OL i 2024.
I Holland sidder tidligere BMX Rytter Sander Bisseling fra Meybo Bikes og glæder sig. Han har netop sat sin underskrift på en flerårig sponsoraftale med Danmarks Cykle Union. Aftalen indebærer at Meybo bikes bliver cykelleverandør til det danske BMX elitelandshold. Dette sker i samarbejde med den danske distributør All In Racing fra Ikast, hvorfra cyklerne leveres.
Men glæden er målbart større hos Danmarks Cykle Union, hvor den nye aftale i den grad vil løfte det danske BMX elitelandshold.
Cykelunionens kommunikations- og kommercielle chef Ulrich Gorm er stolt over at aftalen nu er en realitet. Ulrich Gorm siger: ”når en stor spiller som Meybo kigger i vores retning, så er det svært at undgå at blive begejstret. Med denne aftale har vi skabt et stærkt grundlag mellem to parter. Dette i form af et samarbejde, hvor vi sammen med den danske distributør All In Racing, målrettet vil arbejde sammen om at løfte dansk BMX. Sammen vil parterne skabe markant synlighed gennem Meybo, et spændende brand, der i den grad kan bære os frem. Vi er meget glade for, at vi har fundet hinanden i dette partnerskab”.
Også landstræner Klaus Bøgh Andresen er begejstret: ”En aftale som denne, betyder først og fremmest at rytterne kommer til at køre med et ens set-up. Det sikrer bedre muligheder for eksempel ved mekaniske udbedringer, men ikke mindst giver det en helt anden ro for rytterne. De ved hvad de kan regne med og de skal ikke selv ud at forhandle kontrakter hver især. Med Meybo får vi topmateriel fra øverste hylde, så jeg er virkelig glad for at vi kunne skabe dette aftalegrundlag. Og jeg glædes især over at Meybo rakte ud efter os. De kunne se et stort potentiale i det vi havde gang i, både resultatmæssigt, men også i kraft at det set-up, som vi er ved at køre i stilling. Det gælder såvel den generelle måde vi arbejder på, som etableringen af vores Nationale Elite træningscenter i København. Det bliver der lagt mærke til internationalt. Jeg er derfor superglad og stolt over, at det her kunne lade sig gøre og for mig er denne aftale i den grad et kvalitetsstempel, for det som vi i DCU har gang i, sammen med rytterne”, slutter en glad landstræner.
Fakta:
- Partnerskabet med Meybo Production og All In Racing løber til udgangen af 2024 og dermed til og med OL i Paris i 2024.
- Aftalen indebærer leverance af Meybos top carbon cykler til DCU’s BMX elitelandshold.
- Meybo’s egne reservedele, SD components vil blive monteret på cyklerne.
- DCU har for nylig præsenteret Det Nationale Elite Træningscenter i København, sammen med Københavns BMX klub.
- Elitelandsholdet består pt. af: Dorte Balle (Limfjord BMX), Rikke Balle (Limfjord BMX), Jakob Sardag (Roskilde BMX), Kasper Olsson (København BMX), Magnus Dyhre (Taulov BMX) og Malene Kejlstrup (Randers BMX).