Det er med stor stolthed, at Danmarks Cykle Union er nomineret til Kulturministerens Idrætspris

I alt tre er nominerede. Alle udpeget, idet de gennem de seneste år har leveret unikke præstationer og forbilledlige indsatser. Vinderen af Kulturministerens Idrætspris, som også får 100.000 kroner, bliver offentliggjort under DM-ugens åbningsceremoni i Aalborg den 21. juni.

KULTURMINISTER JAKOB ENGEL-SCHMIDT SIGER:
"Kulturministerens Idrætspris er en hyldest til vores fantastiske idrætsliv. De nominerede er hver især og på hver deres måde med til at løfte idrætten i Danmark. De er stærke rollemodeller, som man kan spejle sig i og lade sig inspirere af. Derfor fortjener de i den grad at blive hyldet, og det er jeg glad for, at vi kan gøre med idrætsprisen.”

DE NOMINEREDE TIL KULTURMINISTERENS IDRÆTSPRIS 2023:

DANMARKS CYKLE UNION
Danske cykelryttere klarer sig ualmindeligt godt internationalt, og talentmassen er stor. Der høstes mange medaljer på såvel ungdomssiden som blandt mere rutinerede ryttere, og på både kvinde- og herresiden. Danmarks Cykle Unions succesrige arbejde kom for alvor til udtryk ved Tour de France 2022, hvor flere ryttere gjorde stort indtryk og begejstrede det entusiastiske danske cykelpublikum: Mads Pedersen vandt en etapesejr, Magnus Cort tog også en etapesejr og kørte i den prikkede bjergtrøje og endelig endte Jonas Vingegaard øverst på podiet i Paris. I kvindernes Tour de France Femmes var Cecilie Uttrup Ludwig i storform og tog en etapesejr.

Udover Danmarks Cykle Union er følgende nomineret

FRIVILLIG ILDSJÆL MIKAEL OLESEN
Frivillig i Thy Fritid og Firmaidræt siden august 2019, og han har på rekordtid vist sig at være et mønstereksempel på en moderne frivillig.

PARAATLET LISA KJÆR GJESSING OG LANDSTRÆNER BJARNE JOHANSEN
Samarbejdet mellem taekwondokæmper Lisa Kjær Gjessing og hendes træner Bjarne Johansen har gennem en årrække kastet mange guldmedaljer af sig. Langt væk fra medaljeskamlen har makkerparret også ydet en stor humanitær indsats.

OM "KULTURMINISTERENS IDRÆTSPRIS"
Prisen gives til årets exceptionelle præstation eller indsats inden for idrættens verden. Prisvinderkredsen er bred og kan dække eliteidrætsudøvere, trænere, ledere, forskere, foreninger og andre, som i det pågældende år har haft en særlig stor betydning for dansk idræt. Der er således tale om en pris, som dækker hele idrætten. Tidligere vindere inkluderer bl.a. forsker Bente Klarlund Pedersen, foreningen IF Skjold-Skævinge og hækkeløber Sara Slott Petersen.
Med prisen følger 100.000 kr.
Vinderen bliver offentliggjort den 21. juni 2023 ved DM-ugens åbningsceremoni i Aalborg.

Se pressemeddelelse om Kulturministerens Idrætspris HER