Hvert år kåres Årets idrætsforening og det bliver i år Cykling Odense, der udover hæder og ære modtager prisen på 100.000 kroner

I cykelkredse nævnes Cykling Odense ofte, når der tales om at få unge mennesker på cyklen. Klubbens store arbejde, med at få skoleeleverne på Fyn til at prøve cykling på banen i Odense, er et unikt projekt, hvor de mange frivillige, tager hånd om at op mod 7.000 skolebørn, der får lov at prøve de forskellige cykeldiscipliner, ved og omkring cykelbanen i Odense.

Den 7. januar bliver Cykling Odense hædret i Jyske Bank Boxen i Herning, når prisen overrækkes ved det store Sport 2022-show. Det er Danske spil og Danmarks Idrætsforbund, der i fællesskab står bag prisen, der gives til en forening, som gør en helt særlig og ekstraordinær indsats, og den uddeles for at hædre det helt uundværlige arbejde, som landets frivillige udfører i idrætsforeningerne rundt omkring i Danmark.

I en pressemeddelelse udtaler Cykling Odenses formand Claus Rasmussen om dagen hvor nyheden blev overbragt: ”Vi havde godt hørt, at DR kom med et tv-hold, men vi troede, det var for at lave et indslag om vores skoleturnerings-finale, og vi tænkte, at det var sjovt, hvis vi kunne komme på landsdækkende tv. Men så kom der pludselig et orkester nede i tunnelen, og så kunne vi godt fornemme, at der skulle ske et eller andet", siger Claus Rasmussen.

Ti spørgsmålet om hvad pengene skal bruges til, er svaret: ”Der er ingen tvivl om, at pengene skal gå til yderligere udvikling af aktiviteterne for børn og unge. Det er vigtigt for os, at pengene ikke bare går til elregningen. Måske kan nogle af pengene gå til at lave noget ekstra for vores nybegyndere her i klubben", slutter formanden.

Det var et stort felt som klubben overhalede i den afgørende spurt. Hele 724 indstillinger skulle juryen tage stilling til og til sidst blev Sundby Sejlforening, Aarhus Watersports Complex og Cykling Odense valgt til at gå videre til den afgørende afstemning, hvor Cykling Odense løb med sejren.
Fra Danmarks Cykle Union skal der lyde et stort tillykke med prisen, der i den grad er et skulderklap i storformat og et synligt bevis for det kæmpe arbejde de mange frivillige udfører på banen i Odense.