Det er kvindernes internationale kampdag, og dermed er det tid til at tage temperaturen på, hvordan det egentlig ser ud for kvinder i dansk cykelsport.

Af Fie Pedersen, en kvinde i cykelsporten og ansat i Danmarks Cykle Union

Det er nu et år siden, at jeg blev ansat i DCU, efter at jeg flere gange havde skrevet til dem, om de dog ikke kunne finde en plads til mig på deres holdkort. Jeg drømte om at arbejde med cykelsport i håb om at få et job, hvor jeg kunne leve af min interesse. På den måde føler jeg mig virkelig heldig. Det har været et fantastisk år i dansk cykelsport, og jeg har oplevet alle cykeldisciplinerne helt tæt på. Jeg vidste godt, at der ville være et overtal af mænd i cykelmiljøet, fordi der er flere mænd end kvinder, der cykler, men det har alligevel overrasket mig, hvor ofte jeg har været den eneste kvinde i rummet. I anledning af kvindernes kampdag vil jeg derfor dykke lidt mere ned i, hvordan det står til for kvinder i cykelsporten, og om der er fremgang at spore.

Lad mig give dig en udfordring. Vi leger en associationsleg. Hvis jeg siger cykelsport og derefter nævner navnene: Brian, Bjarne og Rolf. Ved du så, hvem jeg taler om? Det vil jeg næsten garantere, at du gør. Men kan du også efternavnene på Hanne, Karina og Lotte? Måske kan du. Måske kan du ikke. Jeg vil godt indrømme, at jeg ikke kendte navnene, før jeg blev ansat i DCU. Det, synes jeg, er en fejl, for de tre kvinder har også gjort det rigtig godt på landevejen.

Cykelsporten rummer rigtig mange discipliner, men hvis jeg skal skrive noget, du kan nå at læse, bliver jeg nødt til at snævre det ind. Mit fokus er derfor på udviklingen i landevejscyklingen, men jeg vil trække tråde til de andre discipliner. Som research har jeg interviewet Hanne Malmberg, Lotte Schmidt og Amalie Dideriksen, der alle har en flot landevejskarriere i bagagen, og som har kørt på forskellige tidspunkter.

Danmarks første kvindelige cykelrytter
Da jeg talte med Hanne Malmberg, sagde hun noget til mig, som har brændt sig fast: ”Kvindecykling er ikke blevet biograferet som herrecykling.” For at finde frem til den første kvindelige danske cykelrytter, måtte jeg da også kigge i Gry Jexens ’Kvinde kend din historie’. Bogen biograferer kvinder, der har gjort noget enestående, men som aldrig rigtig har fået en plads i historiebøgerne.

Susanne Lindberg. Navnet får måske ikke en klokke til at ringe hos dig. Ikke desto mindre er hun vel nok Danmarks første kvindelige cykelrytter. Hun levede i en tid, hvor læger frarådede kvinder at cykle af sundhedsmæssige årsager, og hvor man frygtede, at trætheden fra at cykle ville blive synligt i kvinders ansigter. Prøv at google ”bicycle face”, og du vil blive chokeret over lægernes beskrivelse af ”tilstanden”. Mon ikke de fleste af os får røde kinder og trætte ansigter efter en lang cykeltur? Mænd som kvinder. På trods af lægernes modvilje mod at lade kvinder cykle begyndte Susanne Lindberg i 1895 at træne sammen med mændene i Dansk Bicycle Club (nu DBC Ballerup), og hun blev nummer fem i sit første cykelløb, hvor hun konkurrerede mod mænd. Senere satte hun verdensrekord i 1.000 km med tiden 54 timer og 18 minutter. Susanne Lindberg viste altså verden, at kvinder kan cykle, og hun var endda bedre end mange mænd i sin samtid. Hvorfor har jeg ikke tidligere hørt om hende? En powerkvinde, der om nogen har trodset samfundets kønsnormer.

Siden Susanne Lindberg har mange danske kvinder gjort det godt inden for cykelsportens forskellige discipliner. Simone Tetsche Christensen blev i 2019 den første danske BMX-kører til at vinde en World Cup. Annika Langvad er seksdobbelt verdensmester i mountainbike. Amalie Dideriksen er den første danske eliteverdensmester i linjeløb.

Man hører altid om den første kvindelige statsminister, den første kvinde i rummet osv. Der er altid fokus på, at det er ”den første kvinde”, fordi en mand har gjort det først. For at tage Amalie som eksempel er der ikke en dansk mand, der har formået at gøre det, hun har gjort, først. Amalie er den første danske eliteverdensmester i linjeløb. Punktum.

”Der er så meget, kvinder ikke forstår”
Da jeg var barn, blev jeg mødt af reklamer, der med sloganet ”Der er så meget, kvinder ikke forstår” skulle illustrere, at kvinder ikke har forstand på sport. Sikke noget pjat. Selvfølgelig kan man forstå sig på sport, hvis man har interessen. Jeg kan stadig have fornemmelsen af, at nogle i cykelmiljøet antager, at jeg ikke ved noget om cykling. Til trods for at jeg er ansat i DCU og beskæftiger mig med cykelsport hver evig eneste dag! Jeg har også flere gange hørt nogen sige, at kvindernes cykelløb ikke er lige så spændende som herrernes, eller at kvinderne oftere styrter. Det virkede ikke, som om Hanne, Lotte og Amalie havde samme oplevelse som mig. Det var i hvert fald ikke noget, de italesatte. Det kan måske skyldes, at vi ikke færdes i helt de samme rum. Hvor de alle tre har/har haft en karriere i sadlen, har jeg en anden funktion. Til gengæld oplever jeg, at en medalje er en medalje, uanset om det er en mand eller en kvinde, der vinder den, og det er positivt.

Dengang Hanne Malmberg vandt en Tour de France-etape i 1993, fik hun ikke meget omtale. Hun mindes, at der var en lille notits i avisen. Der er heldigvis sket meget siden. Da Cecilie Uttrup Ludwig vandt en Tour de France-etape sidste sommer, kunne man læse om det i mange medier. Det er en positiv udvikling. Nu får kvinderne den opmærksomhed, som deres præstationer fortjener. Men det kan godt blive endnu bedre.

Den svære start
I modsætning til mange andre sportsgrene har man i cykelsporten klubber, der både er befolket af mænd og kvinder, der cykler sammen. Er det så en fordel eller en ulempe, hvis man vil have flere kvinder til at cykle? Da Lotte og Hanne var professionelle, var der ingen teams for kvinder. De trænede sammen med de mandlige cykelryttere, og når de skulle køre cykelløb, var det for landsholdet.

”På det niveau, jeg kørte, var det bare fedt, at der var en masse mænd og drenge, der kunne presse mig til træning,” fortæller Lotte, der nu er formand for DCU’s landevejsudvalg. ”Jeg har haft det fint med, at der var mange drenge i min klub, men man skal have forståelse for, at det kan være svært for andre kvinder.” Siden dengang er der kommet teams og cykelfællesskaber kun for kvinder. Blandt andet har Hanne Malmberg og Henriette Rald startet Team Change med omkring 85 kvinder, der cykler sammen på motionsplan.

Da jeg spurgte Hanne om baggrunden for at etablere Team Change, sagde hun: ”Kvinder har mere brug for det sociale også, hvis man skal have dem til at blive i cykelsporten. Så jeg tror på fællesskaber.” Lotte var også enig i, at det gør noget for kvinder at have et fællesskab med andre kvinder, især når de skal ind i sporten. Lotte tilføjede så: ”Når de så har været der lidt tid, tror jeg også, at de synes, det er fedt, at der er træning med blandede køn.”

Siden jeg blev ansat i DCU, er det spørgsmål, jeg har fået flest gange: ”Cykler du så også selv?” Det gør jeg ikke. Jeg er bare cykelfan og er vokset op med en far, der har pisket rundt på landevejene og sørget for, at Tour de France blev en fast del af min sommer. Det eneste tidspunkt, hvor jeg virkelig har overvejet at trække i cykeltøjet, var, da jeg mødte Team Change til et Zwift-arrangement. Det fællesskab, der var blandt de skønne kvinder, var noget, jeg godt kunne se mig selv som en del af. Hvis jeg skulle melde mig ind i en cykelklub, hvor jeg næsten var eneste kvinde, ville jeg nok aldrig begynde at cykle. Man skal være modig for at sparke døren ind til en overvejende mandeverden, hvor man måske er eneste kvinde. Hvis der skal flere kvinder i sporten – i sadlen og i andre funktioner – bliver nogen nødt til at gå forrest og bane vejen for andre kvinder. 

Løn og arbejdsvilkår
Hvis man skal se på udviklingen for kvindelige landevejsryttere, handler det ikke kun om den måde, man taler om dem på, men også om løn og arbejdsvilkår. Da Hanne og Lotte kørte cykelløb, kunne man ikke leve af det som kvinde. Man havde et job ved siden af – og forhåbentlig en forstående chef. Lidt samme vilkår som en kontinentalrytter har i dag.

”Jeg ville have elsket at køre cykelløb i dag,” fortæller Hanne. ”Jeg synes, at det ville være så fedt at kunne tjene penge på min sport ligesom man kan i dag.” Det må give noget til professionalismen i sporten, at man kan leve af sin sport og fokusere hundrede procent på sin træning. Det må give bedre cykelryttere.

”Landevejen er blevet mere professionaliseret, og der er mulighed for, at man kan tjene penge og leve af det,” fortæller Amalie Dideriksen, der fra denne sæson kører for norsk/danske Uno-X Pro Cycling Team. Netop Uno-X har sat fokus på kvinder i cykelsporten, blandt andet gennem et partnerskab med DCU, som skal sikre målrettet talentudvikling af kvindelige cykelryttere. Det er dog ikke alle discipliner, man kan leve af. Amalie nævner selv banecykling som en form for ”hobby”, sat lidt på spidsen, fordi man ikke kan leve af det. Det samme gør sig gældende for de danske BMX-ryttere. I begge discipliner er det dog ens for både herrer og damer.

Udover minimumsløn nævner Lotte, at ”flere hold er begyndt at have betalt barsel. Det er jo vildt, at man rent faktisk ikke bare stopper, når man skal have barn.” Hun tilføjer og griner: ”Der er også en myte om, at man bliver stærkere, efter man har født.” Man behøver ikke længere at vælge mellem karriere eller familie, som man gjorde før i tiden. Det gælder bare stadig ikke for alle kvindelige cykelryttere. 

Der er masser af powerkvinder
Løn og arbejdsvilkår er noget, der fylder i ens tanker, når man bliver voksen. Som barn vælger man nok mere sin sport ud fra, hvilken sport jævnaldrende dyrker, og hvem man ser op til. Da jeg spurgte Hanne, om hun havde haft nogen rollemodeller, da hun begyndte at cykle, var svaret nej. Måske fordi hun ikke havde et behov for rollemodeller, da hun først begyndte at cykle som 18-årig. Hanne kom ind i sporten efter at have skubbet sin bror på en cykeltur på tværs af landet.

”Jeg har sådan en bror, der er dygtig til enhver sport, han kaster sig ud i,” siger Hanne. ”Så tænkte jeg: Når jeg skal skubbe ham, så må jeg være smaddergod til at cykle.” Med træning, vilje og en stor portion dedikation blev Hanne i løbet af et par år en del af den danske elite og sidenhen en del af verdenseliten. Jeg tænker, at det må give noget, at der er kvindelige cykelryttere at se op til, og her var Lotte enig.

”Pigerne har måske manglet det dér, at når du begynder til cykling, så er du ikke den nye Vingegaard. Så er du den nye Cecilie Uttrup eller Julie Leth eller Amalie Dideriksen eller Emma Norsgaard,” fortæller Lotte. Her kan man også tilføje navne som Caroline Bohé fra mountainbike og Malene Kejlstrup fra BMX. Det er alle sammen powerkvinder, der klarer sig rigtig godt på topniveau. Lotte er overbevist om, at nutidens kvindelige cykelryttere har givet pigerne noget at drømme om.

Der er dog ikke kun rollemodeller på sadlen. Lotte er formand for DCU’s landevejsudvalg og er med til at sætte retningen for landevejscykling i Danmark. Hanne har været med til at starte Team Change og er en ildsjæl i DBC Ballerups bestyrelse, hvor hun blandt andet er med til at arrangere 3-dages løb, nytårsstævne og har været med til at igangsætte kraftcentertræning for kvinder tilbage i 2018. Derudover er der andre kvinder i cykelmiljøet, som brænder for sporten, hvad enten der er tale om en soigneur, der sørger for, at cykelrytterne kun skal fokusere på at cykle, eller en kvindelig kommissær, der sørger for fairplay og sikkerhed, og at cykelløb kan blive gennemført.

”Det er jo bare, fordi jeg rigtig gerne vil give noget tilbage til den sport, der har givet mig så meget,” siger Lotte og tilføjer: ”Vi kan ikke skrue tiden tilbage til gamle dage, men vi kan forny os.” Der er kvindelige rollemodeller alle vegne i cykelsporten. Der er mange ildsjæle at se op til.

Hvad med fremtiden?
Fra dengang lægerne frarådede kvinder at cykle, fordi de risikerede ikke at kunne få børn, til nu hvor flere hold tilbyder barsel, er vi kommet langt.

”2023 bliver mit niende år som professionel cykelrytter,” fortæller Amalie. ”Der er sket helt vildt meget. Det er rigtig fedt at opleve den udvikling, vi er inde i, og forhåbentlig kan det blive ved.”

Flere og flere af herrernes landevejsløb findes nu også i versioner for kvinder, men der er stadig ting, der halter. Her nævner både Hanne og Amalie U23-kvindecykling. Jeg kan dog høre på Hanne, Lotte og Amalie, at det går fremad for kvinder, der cykler. Det er også fremskridt, at formanden for landevejsudvalget er en kvinde. Næsten 40% af DCU’s bestyrelse er faktisk kvinder. Hos udvalgene er det dog kun 7% af medlemmerne. Her er der altså noget at arbejde med. Jeg har også til gode at møde en kvindelig cykelmekaniker eller sportsdirektør, når jeg er ude til løb. Næste år til kvindernes kampdag håber jeg, at det er de kvinder, jeg kan skrive om.

Så her er en opfordring til alle jer kvinder, der elsker cykelsport: Du behøver ikke at sidde på cyklen for at være en del af cykelsporten. Der er plads til kvinder i alle funktioner. Du kan også bidrage med noget værdifuldt til sporten. Og du skal være så hjertelig velkommen!

God kampdag.