Danmarks Cykle Union og Canyon Bicycles indgår nyt partnerskab, med henblik på at styrke og udvikle på det udstyr, der skal sikre de danske baneryttere fortsat triumf på velodromens skrå brædder.
Med virkning fra VM i Glasgow, er Canyon Bicycles nu at betegne som officiel cykel leverandør, til det danske banelandshold for herre- og kvinde elite. Et helt nyt kapitel i disciplinen banecykling ser dermed dagens lys.
Med et kontinuerligt sigte på podiets øverste trin, indgår DCU et nyt teknisk partnerskab med Canyon Bicycles. Banerytterne kommer til at køre på en specialudviklet Canyon Speedmax CFR Track.
Topcyklen fra Canyon er udviklet af et team af ingeniører, designere og aerodynamikere, dette er sket i et tæt samarbejde med DCU’s og Team Danmarks eksperter. Alle har arbejdet med det formål at strippe ydeevne tilbage til kerneelementerne: rytter og maskine.
Fra Danmarks Cykle Union er vi stolte af, at kunne annoncere dette banebrydende samarbejde som for alvor skydes i gang VM i Glasgow 2023, når de danske ryttere klikker i pedalerne.
Det er et samarbejde med spændende perspektiver, og Elitechef Morten Bennekou, er med rette begejstret for de nye muligheder:
”Jeg må sige, at jeg virkelig er glad for det samarbejde, vi har indledt med Canyon. Ja faktisk i en grad, så jeg vil kalde det en ny og skelsættende milepæl i banelandsholdets efterhånden lange historie. Vi har undervejs haft en meget positiv dialog med folkene bag Canyon, og den dialog har så udmøntet sig i det samarbejde som vi her præsenterer. Jeg er meget imponeret over den professionalisme, den faglighed og den loyalitet, som Canyon tager med ind i samarbejdet, og jeg tør også godt sige, at den fint matcher vores måde at arbejde og være på. Og da cyklerne også præsterer på et meget højt niveau, er det med stor fortrøstning jeg ser ind i fremtiden, i forhold til vores chancer for at bevare vores position, i den absolutte elite i de discipliner, vi satser på i banecykling”.