21-årige Bjørn Andreassen vandt lørdag VM i e-cykling, da han snød konkurrenterne med et overraskelsesangreb i finalen.

Der var store forhåbninger til det danske landshold ved VM i e-cykling. De havde en stor fordel ved at være så talrigt repræsenteret, og det skabte en naturlig favoritfølelse. Det, der begyndte som et herrelandshold på syv ryttere, blev dog inden VM decimeret til seks, da tidligere bronzevinder Nicklas Pedersen måtte trække sig grundet en skade. Av for den. Sikke en dårlig start. Så var det bare at håbe på, at uheldet var en enlig svale.

De danske herrer var dog fortrøstningsfulde, og VM-håbet levede i bedste velgående, da de ankom til Pulsure.dk i Horsens for at opstille deres cykelgrej og gå i boks. Udstyret blev testet; der blev cyklet i vinterovertøj for at dehydrere inden indvejning; og der blev blandt andet indtaget ris med nutella. Sidstnævnte skulle vise sig at være en vinder værdigt.

Tre danskere i top-10

VM i e-cykling bestod for første gang af tre kortere løb i stedet for at være et linjeløb som på landevejen. De første to løb handlede om at komme først i mål. Fra første løb gik de 30 bedste ryttere videre, mens der gik ti ryttere videre fra løb to. Det tredje og sidste løb var et udskilningsløb, hvor den sidste rytter på stregen blev pillet ud for hver omgang. De sidste tre ryttere skulle så sprinte om medaljerne.

Første løb begyndte. Et udbrud med blandt andre Bjørn Andreassen slap afsted. Aftalen var, at Bjørn skulle dække eventuelle udbrud, og der var generelt bred enighed om at holde et vågent øje med storfavoritten Jason Osborne. Bjørns gruppe blev hentet kort før mål, men han kunne sammen med Anders Foldager og Oskar Hvid gå videre til løbets næste runde. Det betød dog, at Aleksej Calmann, Daniel Bligaard Lyhne og Joakim Lisson måtte udgå, da de ikke kom i top-30.

”Taktikken var fra start, at vi skulle have så mange med videre fra første heat, og at vi i andet heat skulle ramme bunden af sidste stigning i et samlet felt,” fortæller landsholdsansvarlig for e-landsholdet Martin Wang Hjørngaard. ”Bjørns opgave var at køre med i udbrud i heat 1 og derfra bare ligge på hjul, da vi og han var nervøse for, at hans spurt ikke var stærk nok til at klare top-30. Det gik perfekt! Bjørn kører med i alt uden at bruge for mange kræfter og rammer de afsluttende 500 m et sekund før resten af feltet, hvorfra han åbner tidligt og holder til mål. Desværre mister vi Lisson, Lyhne og Calmann, men er i alt tre med videre.”

Fra løb to lykkedes det igen igen de tre danskere at komme videre til finaleløbet, da de alle tre endte i top-10. Det betød, at Danmark nu var det land med flest ryttere tilbage. En klar fordel for medaljechancerne i finalens udskilningsløb. Jublen var stor i Horsens, da man nu havde sikret tre danskere i top-10. Et helt formidabelt resultat.

Bjørn ”ud-af-boksen” Andreassen

”Hvad er taktikken nu?” lød spørgsmålet, inden sidste løb.

”Jeg tror bare, at jeg kører direkte ud af boksen,” lød svaret prompte fra Bjørn. Et kort øjebliks stilhed i lejren. Det kunne være galt eller genialt.

”Han siger det rimelig tæt på start,” fortæller Oskar Hvid. ”Jeg turde slet ikke kommentere på det. Selvfølgelig skulle Bjørn give det et skud, syntes jeg. Det er den slags "numre”, Bjørn altid laver. Men i en VM-finale tænkte jeg nok, at det ville blive hans død. Men så igen ville det være en taktisk fordel for Anders og mig, som kunne lukrere på det nede bagved.”

Har man fulgt bare lidt med i vinterens Uno-X Superliga ved man, at intet e-cykelløb er et rigtigt e-cykelløb, uden at Bjørn ”ud-af-boksen” Andreassen har angrebet direkte fra start. Et velkendt Andreassen-træk, og det skulle afprøves på verdenseliten. Der blev hurtigt enighed om taktikken. På den måde ville de andre nationer skulle sidde og bruge energi på at jagte Bjørn, mens Anders og Oskar kunne sidde med og køre spurterne.

”Det er lang tid siden, jeg har gået og tænkt over, hvordan finalen skulle køres,” fortæller Bjørn. ”Jeg vidste, at finalen passede mig rigtig godt, så jeg skulle bare ramme den fra front og springe så mange af de sprinter over som muligt.”

Ud af boksen kom Bjørn og fik slået et hul til de resterende finalister. Alt imens han kørte sit soloridt, udspillede et udskilningsløb sig i feltet. Én efter én skulle den svageste pilles ud af løbet: ti små cykelryttere som i en mindre makaber udgave af den velkendte børnesang.

En genial taktik

”Vi vidste, at vi sad med verdens bedste Zwift-sprintere samt Jason Osborne, som forventeligt var den stærkeste,” fortæller Martin om finalen. ”Taktikken var oprindeligt, at vi i en overtalssituation IKKE måtte blive fanget på bagkant, og at vi regnede med, at Osborne ville forsøge at køre væk udefra. Derfor fik Bjørn til opgave at stikke fra start, komme Osbornes formodede angreb i forkøbet og gøre det muligt for Foldager og Hvid at sidde på hjul og spare kræfter. Hvis Bjørns angreb ikke lykkedes, skulle han i stedet dække Osborne ind og følge ham som en skygge. Vi vidste, at kunne Bjørn slå hullet, ville det blive meget svært for de øvrige at finde ind i et samarbejde, når der samtidig var spurter med udskilning hver 1,5 km.”

Oskar Hvid endte på en fin niendeplads. Med fem ryttere tilbage sad Bjørn stadig alene ude foran, mens Anders Foldager holdt ved i feltet. På et tidspunkt havde Bjørn et hul ned til feltet på 20 sekunder, og pludselig var han ved at blive hentet med et forspring på kun 1,3 sekunder. Det var nervepirrende.

Anders Foldager missede desværre akkurat finalen og måtte tage til takke med en flot fjerdeplads. Alene foran sad nu Bjørn, der i ensom majestæt kunne fuldende sit helt fantastiske soloridt og smide armene over hovedet i sejr.

”Det er nok ikke helt gået op for mig endnu. Det gør det nok først senere,” sagde Bjørn kort efter sin store triumf.

En fremragende holdindsats

”Bjørn kørte helt fantastisk og præcis som aftalt,” udtaler en glad og stolt Martin. ”Det er en kæmpe præstation af ham og af hele det danske landshold. Vi var klogere end vores modstandere, havde forberedt os perfekt og turde sætte alt på ét bræt og række ud efter guldet.”

I et udskilningsløb handler det om ikke at komme sidst. Men hvorfor bekymre sig om ikke at komme sidst, når man bare kan komme først? I hver omgang. Det var simpelt, smukt og genialt. En kæmpe bedrift og en stor holdindsats. Måske også med hjælp fra hofretten: ris med nutella.

”Det var virkelig et knald-eller-fald-angreb, Bjørn lavede, og han tog røven på ALLE,” fortæller Oskar Hvid. ”Der er nok ikke mange, som havde forudset, at Bjørn skulle vinde den finale. Men det troede Bjørn. Han vidste godt, at han kunne blive verdensmester, og han rakte ud efter striberne. Det, synes vi alle sammen, er fuldstændig enestående. Det er en smuk, smuk historie, han har skrevet. Det vil man sent glemme.”

Spørger man Bjørn, om han havde forventet, at ud-af-boksen-taktikken kunne føre til en VM-titel, er svaret nej: ”Jeg havde forventet, at det måske kunne hjælpe de andre lidt og gøre mine chancer bedre. Jeg talte egentlig bare ned fra pladserne. Hele tiden sørgede jeg for at få én plads bedre i finalen. Der var ikke så meget at miste, men der var ret meget at vinde.”

Hele det danske landshold var enormt stolte af holdets og Bjørns præstation: ”På trods af personlige skuffelser er alle stolte og glade på både Bjørns og Danmarks vegne og er 100% til stede i disse følelser frem for at hænge fast i egen skuffelse,” fortæller Martin. ”Dét er format og viser, at alle rytterne føler sig som en del af et landshold, der arbejder for et mål i fællesskab, hvor sejr til Danmark er vigtigere end personlig succes. Det tager jeg hatten af for!”

Historien om Bjørns vej til verdensmesterskabet er inspirerende. Ikke alene kvalificerede han sig selv til VM gennem Zwifts kvalifikationsløb, men hans kendetegnende initiativrige og umiddelbare strategi holdt helt til regnbuen. Bjørn havde den måske ældste cykel i den danske landsholdslejr, og han brugte på den mest outdooragtige og kreative vis en træstub som forhjulsstøtte og mødte som den eneste dansker op i sorte sokker. Bjørn skiller sig ud, og han er bare lirens. For enden af regnbuen er der måske/måske ikke en krukke med guld, men du kan være helt sikker på, at der nu er en Bjørn.

Fra Danmarks Cykle Union skal lyde et stort tillykke til Bjørn og resten af det danske landshold – både ryttere og holdet omkring – der kæmpede sig til VM-guld.

_____

Hos kvinderne var det Fie Østerby, der repræsenterede Danmark. Modsat herrerne, der var samlet i Horsens, sad Fie hjemme i Girona, hvor hun kæmpede for regnbuestriberne. Desværre røg hun ud i første løb og kom derfor ikke med videre blandt de 30 bedste i løb to.