Hvert år ved denne tid kårer Danmarks Cykle Union ”Årets Cykelrytter” med priser til årets mandlige og årets kvindelige cykelryttere.

Kåringen af årets cykelryttere 2022 sker gennem en afstemning baseret på stemmer fra licenshavende ryttere under Danmarks Cykle Union. Har du konkurrencelicens, bør du derfor tjekke din mail, hvor du har fået tilsendt et link til afstemningen.

Siden 1976 har Danmarks Cykle Union uddelt den hæderfulde pris, der opfattes som den fornemste i dansk cykelsport. Fra 1976 til 2020 indgik mandlige og kvindelige cykelryttere i den samme afstemning, mens prisen fra 2021 nu deles i to: én pris for årets mandlige og én pris for årets kvindelige cykelrytter.

De to priser gives hver især til en cykelrytter (eller et hold), som i det givne år har leveret det eller de mest bemærkelsesværdige resultat(er) på højeste internationale niveau i kategorierne U23 og Elite for mænd og Elite for kvinder.

De nominerede vælges af en komite, der igen i år bestod af: Danmarks Cykle Unions formand Henrik Jess Jensen, Danmarks Cykle Unions elitechef Morten Bennekou, sportsjournalist Tobias Hansen (DR), sportsjournalist Sanne Jacobsen (TV2), sportsjournalist Adam Egholm (Ritzau) og Bastian Emil Goldschmidt (forfatter og kommentator Eurosport)

Årets mandlige cykelrytter skal i år findes blandt de fire nominerede: Jonas Vingegaard, Mads Pedersen, Magnus Cort og 4000 meter-holdet.

Årets kvindelige cykelrytter skal findes blandt Cecilie Uttrup Ludwig, Emma Norsgaard Bjerg, Julie Leth og Malene Kejlstrup Sørensen.

Afstemningen løber til og med den 16. december.