Onsdag blev det annonceret, at 2. års U17-piger gerne må deltage i U19 DM, som afvikles om under to uger i Middelfart. En beslutning, som måske overrasker nogle, mens andre måske opfatter den som en selvfølge.

Under alle omstændigheder kunne jeg godt tænke mig at inddrage jer i overvejelserne bag beslutningen, som er truffet i fællesskab af Pige- & Kvindeudvalget, Landevejsudvalget, landstræner Tayeb Braikia og undertegnede.

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at en af Danmarks Cykle Unions allervigtigste og fornemmeste opgaver er at fastholde flest mulige piger i landevejssporten. Ligesom det i øvrigt er vigtigt for begge køn i alle discipliner. Jo flere vi er, des sjovere er det at være med. Ganske simpelt. Og des større råmateriale ender vi op med, når vi tænker talentudvikling, landshold og i sidste ende seniorelite.

Så det er vigtigt for mig at slå fast, at også dette initiativ har ønsket om fastholdelse af pigecykelryttere som altoverskyggende baggrund. Vi vil gerne holde fast i dem, der er allerbedst lige nu. Vi vil gerne holde fast i dem, der puster de bedste i nakken. Ligesom vi umådeligt gerne vil holde fast i dem, der lige nu ikke kører helt så stærkt. Ja, kort og præcist vil vi gerne holde på dem alle sammen og gøre vores til at give dem de bedste oplevelser med cykelsporten!

I mine øjne er en af de vigtigste præmisser for fastholdelse af alle vores cykelryttere, at det skal være sjovt for dem at være med. En holdning, der vel er svær at være uenig i! Men hvad skal der til, for at det er sjovt at være med? Jo, for nogle er det kammeratskabet, der er det allervigtigste. For andre er det konkurrencen og udfordringen. Det at mærke kontinuerlig fremgang og måske endda det at køre først over stregen. Og for andre igen er det glæden ved at træne, ganske simpelt, som vejer allertungest.

I den optik er det vores opgave at forsøge at tilfredsstille alle eller flest mulige behov. Og derfor besluttede vi inden sæsonen 2020, at U17-pigerne kunne vælge mellem at køre deres cykelløb med U17-drengene eller med U15-pigerne og -drengene. Vi besluttede derudover, at der skulle være to officielle ”elevatordage”, hvor pigerne kunne vælge at rykke op eller ned, alt efter om de ønskede sig større eller mindre konkurrencemæssige udfordringer i løbet af sæsonen. Det gjorde vi for at sikre, at alle piger forhåbentlig hver søndag mødte den konkurrence, som gjorde det sjovt for dem at være med. Uanset niveau. At dette koncept så er blevet nulstillet af Covid-19-situationen, er en anden sag.

I samme ånd og med samme gode intentioner besluttede vi så, efter at have overværet Randers Bike Week, at U17-pigerne også skal have lov at prøve kræfter med U19 DM. Hvis de altså har lyst! Og I skal vide, at vi har gjort et STORT nummer ud af at forklare samtlige 2. års U17-piger, at de kun skal deltage i DM, hvis de føler for det. Hvis mavefornemmelsen er god, og hvis de lige netop har lyst til en udfordring. De skal ikke gøre det for vores skyld. Og ej heller for deres forældres, for klubbens eller for andres skyld. Vi har også gjort dem soleklart, at de hverken kommer i good standing, hvis de stiller op, eller i bad standing, hvis de ikke stiller op. Vi synes ikke, at de er mere seje, mere cool eller mere skvattede, uanset om de stiller op, eller om de ikke gør. Vi ønsker blot, at de lytter til deres hjerte, og følger det!

Nogle tænker måske, at det er voldsomt, at U17-piger på den måde skal i konkurrence med elitekvinderne, og at det må være mod ATK (Aldersrelateret Træningskoncept). Og at det i hvert fald helt sikkert ikke harmonerer med vores dispositioner for drengenes vedkommende, for her ender U17-drengene jo ALDRIG i samme felt som World Tour-rytterne. Og da slet ikke til DM.

Men her må jeg henvise til en tidligere blog, hvor jeg skrev, at vi i Danmarks Cykle Union så godt som aldrig foretager sammenligninger på tværs. Hverken mellem discipliner, køn eller andet. Fordi det sjældent giver mening, og fordi vi simpelthen grundlæggende sværger til ønsket om at gøre det bedste for hver enkelt sektion ud fra de præmisser og konditioner, der måtte gøre sig gældende der. Og her er der jo en forskel mellem præmisserne for hhv. drengene og pigerne, da spændet mellem U17-pigerne og eliten simpelthen er mindre hos piger/kvinder, end det er hos drenge/mænd! 

Jeg mener heller ikke, at vi kompromitterer ATK, da vi jo kun taler om et enkelt løb på kalenderen, og da forhistorien jo i øvrigt viser, at U17-pigerne faktisk tit er i stand til at køre med om de fineste placeringer. Og ja, at de rent faktisk indimellem har været i stand til at tage medaljer.

Men hvad så med 1. års U17-pigerne! For de kan vel også være med, så? For hvem siger, at der ikke kunne være 1.års U17-piger, som kørte stærkere end 2. års U17-piger, hvilket vel så også må berette dem til U19 DM-deltagelse?

Sådan ser vi ikke på det! For vi har nemlig også den holdning, at vores ryttere ikke skal opleve det hele for tidligt. At der skal være noget at glæde sig til, noget at stræbe efter og noget at stå på tæer for. Hvilket også er grunden til, at vi for vores vedkommende ikke ser noget hastværk i forhold til anskaffelsen af wattmålere, personlige trænere, indviklede træningsoplæg eller et stort internationalt program i en for tidlig alder.

Så ja, vi har tænkt os om, og ja, vi har de bedste intentioner for rytternes vedkommende. Ikke blot i denne sag, men også i alle de andre!

God vind og god træning til alle! 

Vi ses i Middelfart!