Mindre end en uge efter kronikken i Jyllands-Posten, hvor Cyklistforbundet og Danmarks Cykle Union i fællesskab blæste til kamp mod vanvidsbilisme og vrede i trafikken, fremlagde regeringen et nyt lovforslag, der vil straffe vanvidsbilister markant hårdere – og selvom forslaget kun er et lille skridt på vejen til større sikkerhed og tryghed på vejene, er det et stærkt signal om, at vi som samfund ikke kan acceptere de nuværende tilstande.

Efter mange år med fald i antallet af trafikdræbte går udviklingen nu den forkerte vej – og stigningen er alarmerende. Rådet for Sikker Trafik anslår, at de endelige opgørelser vil vise en stigning på 20 % i antallet af trafikdræbte fra 2018 til 2019, og rådets direktør, Mogens Kjærgaard Møller, kalder det ”dybt foruroligende”.

For de af os, der bruger hundredvis af timer på de danske veje hvert år, er tallene forfærdende, men desværre ikke overraskende. I Jyllands-Posten omtalte Klaus Bondam og jeg vores kronik som ”et fortvivlet opråb til politikere og almindelige trafikanter om at skabe en trafikkultur med et menneskeligt ansigt – om at mødes i forståelse for hinanden og i kampen mod vejvrede.”

Det opråb er der mere end nogensinde behov for at blive ved med at gentage.

I forbindelse med offentliggørelsen af de bekymrende tal, sagde sagde afdelingslederen for trafiksikkerhed og cykler i Vejdirektoratet, Marianne Foldberg Steffensen, Til DR Nyheder, at 61 % af dødsulykkerne skyldes uopmærksomhed, mens 26 % skyldes ”chancebetonet kørsel”.

Ligesom begrebet ”chancebetonet kørsel” har man har valgt at bruge betegnelsen ”risikovillig kørsel” om bilister, der kører hasarderet; det lyder nærmest som et kvalitetsstempel. Vanvidsbilisterne er et problem, men vredesbilisterne er dem, de fleste af os oplever på vejene, og faktum er, at noget af det farligste i trafikken, nemlig vejvrede, stadig er svært at opgøre og adressere og derfor ikke italesættes korrekt. Bilister, der bliver så irriterede over andre trafikanters opførsel, at de er villige til at risikere liv og førlighed, hører ikke til i trafikken.

Det er en overgrebshandling på linje med vold, når man bevidst udsætter andre mennesker for fysisk fare – hvis undskyldningen er irritation, er det ikke kun uforståeligt, men utilgiveligt. Vi er nødt til at være enige om, at det at køre aggressivt og hasarderet er ligeså uacceptabelt som spirituskørsel, og at der ingen undskyldning er for at risikere andre menneskers liv og helbred. Ingen.

Hvor vigtige oplysnings- og adfærdskampagner har gjort det både socialt og lovgivningsmæssigt uacceptabelt at køre påvirket eller at bruge mobiltelefon, mangler vi stadig at gøre det samme med den vrede, der får nogle trafikanter til at være aggressive. Vi må og skal skelne mellem irriterende adfærd og farlig adfærd. Irritation legitimerer ikke vold. Frustration legitimerer ikke at sætte andre menneskers liv på spil. Vrede legitimerer ikke at slå folk ihjel - eller for den sags skyld at spule cyklister i sprinklervæske, når vi holder ved et lyskryds, for det er vold. Vi skal kalde tingene ved deres rette navn.

Det er helt centralt at understrege, at der ikke er tale om en konflikt mellem cyklister og bilister, som det alt for ofte er blevet fremstillet i medierne. Der er derimod tale om en kamp mod den lille gruppe af trafikanter, som lader irritation og vrede ende i aggressive og livsfarlige handlinger. Det er en kamp for, at almindelige trafikanter – bilister, cyklister, løbere, gående, ryttere til hest, hundeluftere eller folk med barnevogn, ældre og børn – skal kunne færdes sikkert og trygt på vejene.

Vi er som mennesker nødt til at gribe ind, når en tone er blevet så hadsk, at den får fatale konsekvenser i virkeligheden. Ligesom vi skal sige fra over for hadforbrydelser, vold og overgreb i alle andre sammenhænge, skal vi sige til hinanden, at det ikke er i orden at true eller omtale andre trafikanter hadefuldt – hverken på vejene eller på de sociale medier. Igen: Irritation legitimerer ikke vold – og heller ikke opfordringer til eller forsvar for vold.

Vi vil stå sammen om at sige fra over for fremmedgørelsen og umenneskeliggørelsen af andre i trafikken. Hvis man vælger at retfærdiggøre tabet af et liv med, at nogle cyklister er irriterende, er det menneskelige udgangspunkt og enhver anstændighed væk. Den kynisme er for nogle få, og vi må ikke lade den vinde.

Vi skal have skabt en ny kultur på de danske veje. Eller rettere vende tilbage til det at værne om den danske rummelighed, den danske tolerance, det danske fællesskab – til det, at vi er et lille land, hvor vi tager os af hinanden. Og vi vil i fællesskabets og forståelsens navn kæmpe mod vejvreden.

Når vi gennem årtier har rystet på hovedet ad andre kulturers trafikadfærd, har udgangspunktet været, at vi i Danmark har tid og giver plads til hinanden. Den gode trafikkultur skal vi genskabe – og være stolte af. Sammen.