"Vi stræber faktisk efter, at rytterne trives, samtidig med, og måske endda ligefrem også på grund af, at de faktisk bider tænderne hårdere sammen end de fleste. "
Der har været fokus på cykelsporten i denne uge, og det ikke i en synderligt positiv forstand. Den negative omtale er en udløber af TV2´s dokumentar ”Det, vi ikke taler om”, hvor man blandt andet fokuserer på ”cykelsportens gammeldags machokultur” og herunder risikoen for, at cykelryttere udvikler spiseforstyrrelser.
Grundlæggende bliver jeg ked af det, når jeg hører eksempler på, at unge mennesker ikke trives, eller måske endda ligefrem bliver syge i cykelsporten. Ikke fordi jeg tror, at det fuldstændigt kan undgås, med tanke på hvor stor en population vi taler om. Men fordi det bestemt er det modsatte, vi stræber efter i Danmarks Cykle Union og med den danske talentudviklingsmodel, som vi jo på mange måder ellers er så stolte af i dansk cykelsport.
Vi stræber faktisk efter, at rytterne trives, samtidig med, og måske endda ligefrem også på grund af, at de faktisk bider tænderne hårdere sammen end de fleste. Fordi det modsatte ville stride afgørende mod vores etiske kompas. Og nå ja, så fører mistrivsel også til, at cykelryttere før eller siden forlader sporten, hvilket der jo ikke kommer nogen verdensmestre ud af. Det lyder måske lidt upassende kalkuleret, men sådan skal det ikke opfattes!
Det er vigtigt for mig, at det står HELT krystalklart, at man som cykelrytter ikke skal leve med at blive kaldt ”Fede” af nogen som helst. Det er fuldstændig uacceptabelt, som det i øvrigt også er det i skolegården, på fællesarealet, i Fortnite og alle andre steder, hvor børn og unge mødes. Og der har vi alle et stort ansvar i dansk cykelsport. Lederne og trænerne. Forældrene. Og naturligvis rytterne selv. Vi er alle medskabere af den kultur, vi er en del af, og det ansvar skal vi være meget bevidste om. Vi må ikke lade dårlig og tarvelig opførsel passere, uanset i hvilken sammenhæng, det foregår, og uanset hvilke positioner vi og andre involverede parter i øvrigt indtager i vores lille økosystem.
Vi har med andre ord alle et ansvar for at sige fra og til. Et ansvar for at sige fra, når vi oplever noget, som ikke er i orden. Og et ansvar for at sige til, når vi ikke trives. Og derfor ærgrer det mig også enormt, når ryttere står frem og fortæller, at de oplever en machokultur, hvor de ikke tør sige hverken til eller fra, fordi det jo netop er det, vi har brug for. Gensidig tillid som én af en lang række forudsætninger for succesfulde udviklingsforløb.
Når jeg gør mit alleryderste for at vurdere dansk cykelsport objektivt, må jeg sige, at jeg personligt ikke genkender billedet af en gennemgående machokultur. Jeg er glad for, at ryttere træder frem, og fortæller om deres oplevelser og bekymringer i relation til kulturen i cykelsporten. Det er som nævnt det, vi har brug for, og jeg erkender, at disse rytteres virkelighed absolut skal tages alvorligt. Gør vi det, skaber det grobund for ny refleksion, ny lærdom og i forlængelse heraf måske ændrede tilgange og procedurer.
Men en gennemgående og negativ machokultur har jeg ikke selv oplevet i mine 18 år i dansk cykelsport. Og jeg tror heller ikke, at vi i dansk cykelsport ville være, hvor vi rent faktisk er, hvis vi grundlæggende var indlejret i en så uhensigtsmæssig kultur.
Men tilbage til refleksionen, som TV2´s dokumentar jo bestemt ansporer til. Det ærgrer mig, hvis rytterne føler sig dårligt vejledt. Og det selvfølgelig især, hvis vi i Danmarks Cykle Union kunne have bidraget til noget andet og bedre. Hvis den gængse opfattelse i cykelsporten er, at ”man kan leve af salat som cykelrytter”, så er vi mange, der ikke er lykkedes godt nok i forhold til at sikre rytterne basal viden om, hvad der skal til for at yde toppræstationer.
Men også her føler jeg mig ansporet til en perspektivering. For det er hverken min eller landstræner Anders Lunds vurdering, at det lige nu er salat-trenden, der hersker i det professionelle felt. Vi oplever begge en tiltagende tendens til, at der faktisk netop er fokus på vigtigheden af at spise tilstrækkeligt og rigtigt. Både før, under og efter træning og konkurrence. Det er det, vi hører fra andre danske ryttere, og det var også det, jeg oplevede i min tid på det nuværende Team DSM. En yderst videnskabelig, seriøs og fornuftig tilgang til kost- og ernæringsområdet, som jo rent faktisk er en enormt potent kilde til toppræstationer – under naturlig forudsætning af, at rytterne har det nødvendige brændstof i tanken.
Det er også denne tilgang og dette fokus, vi i Danmarks Cykle Union introducerer på vores ungdomslandshold. Vi vejleder rytterne til IKKE at tænke så meget i kropsvægt og vægttab i en ung alder, og vi råder dem til hellere at spise lidt for meget end lidt for lidt, hvis de er i tvivl. I særdeleshed når det drejer sig om unge ryttere med en motor under opbygning. Ja, faktisk er vores mantra, at watt er vigtigere end kilo langt ind i rytternes karrierer.
Når det er sagt, ville det være fagligt uforsvarligt og useriøst, hvis vi overfor rytterne gav udtryk for, at kropsvægten ingen rolle spiller, eller skal spille i cykelsporten. Gjorde vi det, ville de ikke tage os alvorligt! Og vi ville ikke gøre vores arbejde godt nok. For selvfølgelig betyder kropsvægten noget i en vægtbærende idræt. Fokus på vægtoptimering skal bare sættes på det rigtige tidspunkt i rytternes udvikling. Og ikke mindst på den rigtige måde, af kompetente fagfolk og i et tæt og respektfuldt samarbejde med atleten.
Eliteatleter har tekniske og fysiske, sportsspecifikke kvalifikationer, som er langt udover det sædvanlige. Eliteatleter besidder en vilje og en dedikation, som langt de færreste kan mønstre. Og så er eliteatleter kompromisløse i en grad, som både er imponerende og også en nødvendig præmis, hvis de skal lykkes med at nå deres ofte meget ambitiøse mål.
Og så er jeg fremme ved at tale om elitesportens præmisser, som i mange henseender adskiller sig væsentligt fra de fleste andre branchers. Hvilket i sagens natur også er det, der skaber attraktionen. Det fascinerende ved eliteatleter er jo, at de er i stand til at gøre noget, som langt de færreste almindelige mennesker er i stand til. Men også på præmisser, som er mere krævende end tilfældet er i de fleste andre sammenhænge.
Elitesportens præmisser betyder f.eks., at det i langt de fleste seniorelitesportsudøveres karrierer er en nødvendig præmis at spise og drikke restriktivt. Til tider eller måske altid. Det gælder også i cykelsporten. Det accepterer vi alle, fordi det ikke kan være anderledes. Altså en accepteret og uundgåelig præmis, som jeg også har hørt alle parter være enige om i denne uge.
Det er dog vigtigt, at vi skelner mellem dét at spise restriktivt og dét at have en spiseforstyrrelse. Der er en helt afgørende og betydningsfuld forskel. Fordi det som nævnt er nødvendigt og formålstjenligt at spise restriktivt, mens det intet formål tjener at pådrage sig en spiseforstyrrelse. Da en sådan tilstand jo så åbenlyst modarbejder udøverens altoverskyggende, overordnede mål. Nemlig at udnytte et givent potentiale fuldt ud.
Lad mig slutteligt vende tilbage til begyndelsen. Jeg vil nemlig gerne understrege, at det selvfølgelig gør et stort indtryk på mig, når tre nuværende topryttere hver især giver udtryk for, at dét at vokse op som dansk cykelrytter, for dem har været forbundet med forskellige former for mistrivsel. Det får mig selvfølgelig til at spidse ører og tage noter, da det som tidligere nævnt IKKE på nogen måde er målet med vores daglige indsats i Danmarks Cykle Union. Og derfor giver denne uges historier også anledning til refleksion, i forhold til hvordan vi i fremtiden kan gøre det bedre.
Burde kost og ernæring fylde mere som emne på vores træneruddannelse? Skal vi ændre eller skærpe fokus og indhold, når vi inviterer Team Danmarks ernæringskonsulenter med på vores landsholdssamlinger som oplægsholdere for unge cykelryttere? Kan landstrænerne og jeg blive bedre til at få øje på mistrivsel blandt rytterne? Kan vi gøre mere for at understøtte de danske hold og teams i forhold til en hensigtsmæssig tilgang til ernæringsområdet? Spørgsmål som jeg helt oplagt kan og vil tage med mig i mit fortsatte virke som elitechef i Danmarks Cykle Union.
Og lad mig så, som det allersidste, gøre opmærksom på Danmarks Cykle Unions ernæringspolitik, som findes via nedenstående link, og som vi har arbejdet efter, siden den så dagens lys i 2019. En tekst, som har til formål entydigt at gøre rede for forbundets overordnede holdninger og tilgange til spørgsmål vedrørende rytternes kost, kropsvægt og kropskomposition, brugen af kosttilskud samt forebyggelse og eventuelt håndtering af spiseforstyrrelser.
En ”politik” lyder måske lidt støvet, og med en smule fordomsfuldhed som et skuffedokument, der sikrer afsenderen et nyttigt alibi. Men sådan et dokument er vores ernæringspolitik ikke. Det er læsevenligt og meget konkret, og det fungerer som et dagligt arbejdsværktøj for os selv, samt forhåbentlig som et inspirerende dokument for en masse andre interessenter i cykelsporten.
https://www.cyklingdanmark.dk/fileadmin/user_upload/Danmarks_Cykle_Unions_ernaeringspolitik.pdf