Gennem leg til livets alvor

Blandt de hyppigste henvendelser, jeg får, er spørgsmål til manglende redaktionel omtale af resultaterne i børnecykelløb – altså hvorfor vi hverken på Facebook eller hjemmesiden fortæller, når børneryttere har været på podiet i ind- og udland. Svaret er, at det er vores politik ikke at omtale den type resultater, og det er der flere grunde til.

Danmarks Cykle Unions elitechef Morten Bennekou har tidligere her på bloggen skrevet om unge og træning og målet om at sende så mange ryttere i den rigtige retning med rigtige fart, og vores kommunikation skal naturligvis være med til at understøtte de sportslige mål og strategier. 

En cykelbegejstret nation

Cykling er blevet en ny nationalsport med flere end 500.000 danskere, der bruger cyklen til andet og mere end transport. Samtidig er dansk cykelsport inde i noget, der minder om en ny guldalder med store internationale præstationer på tværs af discipliner og køn. Alt dette har medført større og større medieopmærksomhed - til glæde for alle os, der ikke kan få nok af sporten live og i medierne. 

Den store positive bevågenhed bemærkes naturligvis også blandt de unge ryttere – og ikke mindst blandt de unge rytteres forældre. Og i en idræt, hvor Danmark er så rigt repræsenteret på allerhøjeste niveau, men stadig er en konkurrencemæssig nichesport i børnerækkerne, er tendensen, at selv børneløb bliver indhyllet i en em af stjernemuligheder og X-Factor. Og det er ikke til gavn for noget – eller for nogen.

Talent-inflation

For at gøre det helt klart: I Danmarks Cykle Unions sportslige sektor arbejdes ikke med ideen om talenter i børnerækkerne. Cykling er ikke ballet. Selvom en 10-årig åbenlyst er stærkere end de andre i sin aldersklasse, kvalificerer det ikke ham eller hende til en betegnelse som ”talent” inden for cyklingen - lige så lidt som det i øvrigt er udtryk for en større sandsynlighed for, at den 10-årige engang vil blive eliteatlet. 

Talentbegrebet er en udfordring. Talentudvikling som indsatsområde er vigtigt, men det er ikke det samme som udelukkende at fokusere på eller udpege talenter – det er en måde at arbejde med ryttere på, så man får det maksimale ud af potentialet. Talentudvikling i Danmarks Cykle Union handler om langsigtede mål. Men begrebsforvirringen er forståelig, og lad mig slå fast, at pilen også peger indad - vi har bidraget til den ”talent-inflation”, som i øvrigt ikke kun begrænser sig til sportens verden. 

Vi har som forældre en tendens til alt for hurtigt at tænke, at vores børns præstationer og frembringelser må være udtryk for et helt særligt talent, der skal sikre dem en plads i lyset i et hårdt og ekstremt konkurrencepræget samfund. Det er en forståelig mekanisme, for vi ønsker alle det bedste for vores børn. Men i langt de fleste tilfælde er det bedste for børnene at lege og i øvrigt at blive accepteret for at være det, de er – uanset balletevner, karakterer i skolen eller sportsresultater. Det betyder naturligvis ikke, at de ikke kan eller ikke må være dygtige til deres sport og måske en dag nå hele vejen til verdenseliten.

”Så leger vi, at jeg er Fuglsang”
Kommunikationsmæssigt følger vi den sportslige sektors tilgang. Glæden ved cyklingen skal altid være i centrum, og i børnerækkerne er den del helt afgørende. Derfor omtaler vi heller ikke børneresultater. I andre lande og i flere forbund herhjemme har man valgt helt at fjerne ranglister og rækker.

Hos DBU hedder det direkte: ”DBU's holdning er, at resultatformidling og tabeller ikke hører hjemme i børnefodbolden.” 

Vi er altså ikke alene i DCU.

I en undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning er danske børn og unge blevet spurgt om det vigtigste, når man går til en fritidsaktivitet - og for både drenge og piger var svaret på 1.-pladsen: ”At have det sjovt.”

Svaret ”at vinde” var på 13.-pladsen (længerede nede på listen end ”at det er tæt på, hvor jeg bor”)! 

Børn må meget gerne konkurrere – de må gerne vinde og tabe. Men oplevelsen skal ikke række ud over det. Den skal ikke være forbundet med præstationsrelateret beundring eller tilsvarende voksenbelønning (eller straf for den sags skyld), for al erfaring viser, at det ikke blot skaber en uhensigtsmæssig selvbevidsthed hos nogle børn, men også fører til et negativt forventningspres, der faktisk overstiger glæden ved selve det at vinde en konkurrence.

Og de voksne skal være voksne 

Det er ikke børnenes behov at blive fremhævet på Facebook eller at se sig selv i avisen. Det er et voksenbehov for anerkendelse overført på børn. Som forbund er det vores opgave at varetage medlemmernes interesser – herunder vores børnerytteres. Også derfor omtaler vi ikke børnenes resultater på hjemmesiden.

Ofte er indvendingen, at børnene selv vil se stillingen eller motiveres af deres plads i tabellen, og her har DBU igen et klart svar:

”Det er de voksnes ansvar, hvor fokus skal være for børnene, og her må vi tage ansvar for at forklare, hvad fokus skal være.”

Der skal naturligvis være plads til at glæde sig over sine børns små sejre, men man skal først og fremmest være til stede i momentet og glæde sig sammen med sine børn over, at de har haft en god oplevelse den dag – den følelse er langt mere betydningsfuld end Facebook-opslaget. Både for børn og voksne.

Vejen er også målet

I U19 begynder den virkelige voksenverden så småt at banke på. For den sportslige sektor er det også i juniorårene, at kravene til de ryttere, der har langsigtede ambitioner, skærpes. Men resultaterne er stadig sekundære. Vi glæder os naturligvis over gode resultater – ikke mindst på rytternes vegne – men vi anser det som øjebliksbilleder på vejen mod de egentlige mål. Og vejen er en del af målet.

Cyklingen er måske den sport, hvor man deltager i flest konkurrencer uden at vinde noget. Professionelle ryttere kan have en karriere på 15 år og måske tælle podiepladserne på en enkelt hånd. Man skal med andre ord lære at tabe for at kunne vinde, og som forbund skal vi hjælpe de unge ryttere til at opnå den robusthed – og det kan være en uoverkommelig opgave, hvis rytteren gennem børneårene er blevet sat op på en piedestal og udskreget til det største talent nogensinde.

De ryttere, der ender med at tage skridtet ind i verdenseliten, skal også kunne håndtere medieopmærksomheden, når resultaterne udebliver. Live-interviewet i TV efter at have skuffet sig selv og andre kræver, at man hviler i sig selv – for hviler man på omgivelsernes forventninger, falder man hårdt. Derfor betragter vi det også som en beskyttelse af børnene - som et led i ”uddannelsen” af de unge ryttere og som en del af talentudviklingsstrategien - ikke at omtale børns resultater.

Ved indgangen til fodboldbanen i min barndomsby står en stor sten med ordene i dette blogindlægs overskrift: ”Gennem leg til livets alvor” – en sætning, som på mange måder opsummerer Danmarks Cykle Unions tilgang til cykelsporten.

Også i cykelsporten skal børn og unge lege sig vej til målet, og de skal nok nå det, de skal nå.