Leadout
- et blogindblik i Danmarks Cykle Union
"Danmarks Cykle Union og jeg selv har et ønske om at få dansk cross op på øverste hylde, og det tror vi på, at vi kan
- men det kræver, at vi griber tingene an på en ny måde"
Benjamin Justesen, landstræner for cykelcross
En ny tid for dansk cykelcross
Dansk cykelcross er inde i en god udvikling - en udvikling, som startede for flere år siden og er et produkt af, at mange ildsjæle har udført et kæmpe arbejde. Sporten skylder dem tak for deres arbejde!
Jeg er nu i fuld gang med at bygge videre på det arbejde ud fra den nye vinkel, jeg som landstræner ønsker for sporten i fremtiden, men målet er det samme – at udvikle og løfte dansk cykelcross både i niveau og antallet af ryttere.
B&U – legen og fremtiden
Cykelcross i Danmark kan i mine øjne – som med de andre discipliner – opdeles i de store grupper bredden, eliten og børn & unge. Og vi skal sørge for at give alle tre grupper gode rammer og gode oplevelser, men crossens fremtid bygger på sidstnævnte gruppe.
Arbejdet med børn og unge starter i klubberne - klubberne er og bliver hjørnestenen i alt arbejde i Danmarks Cykle Union. Vi skal opbygge fællesskaber både i og på tværs af klubberne, og i Danmarks Cykle Union ønsker vi at være en aktiv medspiller i den proces - vi skal stille med ekspertviden, hjælp til strategiudvikling og deltagelse i talentsamlinger.
"Vi skal opbygge fællesskaber både i og på tværs af klubberne..."
Også i cykelcross skal børn og unge motiveres, fastholdes og udvikles gennem tekniktræning, leg og sjov. ”Legen” kan naturligvis kvalificeres via træneruddannelse, opbygning af viden om træning og indførelse i gængse træningsprincipper – meget gerne på tværs af discipliner, således at viden og erfaring kan bruges tværdisciplinært og muliggøre, at cross-, MTB-, bane- og landevejsryttere kan udvikle sig gennem et fælles projekt i vinterhalvåret.
Eliten – træning, træning, træning
Det arbejde med eliten, som jeg siden min ansættelse har taget hul på, består i praksis af opbygningen af en ny træningskultur med udgangspunkt i kraftcentertræninger og erfaringsture til udlandet. Der skal opbygges en egentlig talentgruppe, som på sigt forhåbentlig kan føde elitelandsholdet med nye ryttere, og udgangspunktet er en betydelig forøgelse af antallet af træningstimer – og så altså efterfølgende erfaringsløb i udlandet.
Arbejdet foregår i dialog med klubber og teams, for etablering af en talentgruppe forudsætter også, at klubberne aktivt deltager i talentudviklingsarbejdet. Den sportslige sektor i Danmarks Cykle Union har ikke ressourcer til at løfte opgaven alene, men det er muligt at etablere de nødvendige rammer for talentudviklingen, hvis vi i fællesskab kan lykkes med at skabe et frugtbart samarbejde i en positiv og konstruktiv ånd – ligesom det er tilfældet i f.eks. MTB.
"Man valgte derfor en model, hvor midlerne blev givet til udvikling af de unge ryttere, og det er i mine øjne en stor del af forklaringen på, at vi i dag har flere MTB-ryttere på internationalt niveau."
Danmark har i dag en række MTB-ryttere, som tilhører verdenseliten. Det skyldes – igen - en kæmpe indsats i klubberne, fra rytternes egen side og fra landstrænerens side. For blot otte år siden havde vi ikke mange MTB-ryttere på internationalt niveau, og arbejdet med at udvikle de eksisterende eliteryttere var ufrugtbart. Man valgte derfor en model, hvor midlerne blev givet til udvikling af de unge ryttere, og det er i mine øjne en stor del af forklaringen på, at vi i dag har flere MTB-ryttere på internationalt niveau.
Investering i fremtiden
Opbygningen af aktive B&U-projekter i klubberne er afgørende for succesen af den omtalte talentudviklingsmodel. Derfor tager jeg på ”promoveringsturné” til de store klubber og alle andre, som skulle være interesserede i at høre mere om planerne, for at præsentere både teorien bag denne sportslige tilgang og ikke mindst strategien for fremtiden.
På nuværende tidspunkt har talentarbejdet bestået af ihærdige forældre og få men meget dedikerede personers indsats - ofte formet som soloprojekter. Forskning viser imidlertid, at fællesskabet betyder rigtig meget for de unge, og at det spiller en stor og afgørende rolle i forhold til fastholdelsen i sporten. Derfor tror jeg på, at en samlet fælles indsats er det, der skal til for at skabe de rammer, som udvikler nye talenter.
"Det fælles udgangspunkt er, at man skal kunne begå sig på et vist internationalt niveau.
Sammen med elitechef Morten Bennekou har jeg skitseret en 5-årsplan for opbygningen af dette miljø, hvor udviklingen og gennemførelsen er afhængig af opbakning fra klubberne og hele cykelcross-miljøet. Planen skal også gøre det klart, at ansvaret for landsholdsaktiviteterne og udviklingen af de elitesportslige rammer ligger i Danmarks Cykle Unions sportslige sektor.
Landsholdet lige nu
Det eksisterende landshold vil i indeværende sæson deltage i EM og VM, mens der også arbejdes på en tur til en World Cup. Derudover er kraftcentertræningerne i fuld gang. Det nuværende landshold består primært af U19- og U23-ryttere, og der arbejdes på at få flere piger ind.
Det fælles udgangspunkt er, at man skal kunne begå sig på et vist internationalt niveau.
Der har altid været krav til, at man skulle kunne gøre sig gældende internationalt eller vise potentiale til det, før man kunne komme i betragtning til landshold uanset disciplin – de krav har jeg i samråd med Morten Bennekou valgt, at vi også skal tage udgangspunkt i og efterleve i cross.
"Cykling bliver målt på resultater. Så hjerte for sporten, passion og dedikation kan ikke stå alene, hvor sympatisk det end er."
I cykelcross betyder det konkret, at man skal kunne køre top 15-20 i et C1-løb eller vise, at man har udviklingspotentiale til at komme til det. Der har tidligere været perioder, hvor man har valgt at dispensere fra disse krav, men som udgangspunkt er det nu et gældende krav.
Danmarks Cykle Union arbejder grundliggende ikke med landshold, der har status som udviklingshold i seniorklasserne, og derfor skiller cykelcross sig heller ikke ud på dette punkt. Når ressourcer skal fordeles, må fokus være på at støtte de ryttere, der kan begå sig på sigt frem for de ryttere, der ikke helt kan begå sig her og nu.
Resultater – og dedikation
Cykling bliver målt på resultater. Så hjerte for sporten, passion og dedikation kan ikke stå alene, hvor sympatisk det end er. Resultater eller åbenlyst resultatpotentiale er grundlaget for udtagelse.
"...så lad os alle bidrage positivt til at skabe en ny tid for cross-sporten herhjemme."
Det skal bemærkes, at vi ikke forhindrer seniorryttere i at køre internationale løb. Således er alle løb undtagen EM og VM tilgængelige for seniorryttere. EM og VM kræver som de eneste udtagelse til landsholdet for deltagelse.
Danmarks Cykle Union og jeg selv har et ønske om at få dansk cross op på øverste hylde, og det tror vi på, at vi kan - men det kræver, at vi griber tingene an på en ny måde. Den form for nybrud skaber ofte en del forvirring og danner grundlag for misforståelser. Vi har derfor valgt at sætte mere fokus på det arbejde, der laves i maskinrummet, i den kommende periode, og man er altid velkommen til at kontakte mig eller mine kolleger i Danmarks Cykle Union, hvis man har spørgsmål.
Dansk cykelcross er i fremgang, og jeg er sikker på, at vi står foran nogle spændende år – så lad os alle bidrage positivt til at skabe en ny tid for cross-sporten herhjemme.