"Dansk landevejscykling bliver fantastisk spændende at følge i de kommende år!"
Der er kommet pænt gang i den internationale landevejssæson, hvor der heldigvis bliver kørt en hel del løb. En stor fornøjelse i disse frustrerende og svære Corona tider.
Og hvad der også er en udsøgt fornøjelse, er at der på herrernes World Tour i 2021 kører flere danske cykelryttere end nogensinde før. 25 for at være helt præcis. I 2020 var antallet 22, hvilket var en forøgelse i forhold til 2019, hvor 17 danskere havde fundet vej gennem nåleøjet. Og lad mig da bare understrege, at de 25 danske ryttere i 2021 er ny rekord for tredje år i træk.
For den ikke indviede lyder 25 ryttere måske ikke af så mange ud af en samlet dansk befolkning på 5,8 millioner. Men det er det, hvilket står klart, når man sammenligner Danmark med et par af de andre lande på listen.
Storbritannien har f.eks. 24 World Tour ryttere ud af en befolkning på 67 millioner. USA har 17 ryttere ud af 328 millioner indbyggere. Spanien, der er et af de lande, som ligger over os på listen, har 37 ryttere ud af en befolkning på 47 millioner, mens Tyskland som ligger lige over os på listen, har 32 ryttere ud af en befolkning på 83 millioner. Og så er Norge jo altid en interessant reference! Vores venner mod nord kan mønstre 8 ryttere ud af en befolkning, der er marginalt mindre end vores J.
Det er også værd at bemærke, at vi er den nation, der har klart flest ryttere på World Touren blandt lande, som ikke har et registreret World Tour hold. En liste hvor vi er placeret over lande som Storbritannien og USA, på trods af at begge nationer har registrerede World Tour.
Og så skylder jeg selvfølgelig at nævne, at Belgien topper listen med 61 ryttere ud af en befolkning, der er præcist dobbelt så stor som Danmarks. Men også med to registrerede World Tour hold.
Har du lyst til at tjekke de enkelte landes fakta ud, så klik her
Vi kan med andre ord være enormt stolte over vores landevejsrytteres niveau. Ikke blot fordi vi har mange ryttere, der kører på det allerhøjeste niveau, men også fordi de rent faktisk ikke bare kører der, men også kører stærkt i den hårde konkurrence. Danmark ligger således i skrivende stund nummer 7 på nationernes verdensrangliste, hvilket er vores lille lands højeste placering nogensinde.
Og så det bedste af det hele: Der er ikke nogen særlige grunde til at forvente, at ovennævnte trend skulle være for nedadgående, da de danske ryttere på World Touren i gennemsnit kun er 26 år og i stort antal formentlig er på vej mod nye højder. Ligesom det står klart, at en række nye talentfulde danske ryttere allerede presser sig på ”nedefra”.
Men når jeg skriver, at vi kan være stolte, hvem er det så egentlig, der kan det? Jamen det er der rigtig mange, der kan! Først og fremmest rytterne selvfølgelig. Men også hele det danske talentudviklingsmiljø. De danske cykelklubber, som opfostrer rytterne fra barnsben. De forskellige teams hvor talrige mennesker arbejder utrætteligt og ofte mere eller mindre gratis for at hjælpe talenterne videre. Familierne bag rytterne. Trænerne ude i lokalmiljøerne. Landstrænerne i Danmarks Cykle Union. Alle de mennesker der knokler for, at der er cykelløb så godt som hver weekend i sæsonen. Alle dem der politisk og organisatorisk gør en kæmpe indsats for, at dansk cykelsport hænger sammen. Og endnu mange flere…
Da Søren Kragh Andersen vandt sin første etape i Touren i 2020, sad jeg og tænkte på, hvor utroligt mange mennesker i Danmark, der faktisk med rette kunne sidde i det øjeblik og være lykkelige på Sørens vegne. Men samtidig stolte over, at de faktisk på et tidspunkt på Sørens vej havde givet ham et skub, som han nødigt havde undværet! Der skal simpelthen rigtig mange hænder til, hvis danske ryttere skal lykkes i mere end enkelte, enestående tilfælde, og ikke som det er nu, hvor strømmen af danske ryttere til det absolut højeste niveau er konstant. For det er IKKE en tilfældighed. Ikke et lykkeligt tilfælde. Der er simpelthen systemiske årsager til det!
Og nu er vi så der, hvor vi også skal videre. Der hvor vi ikke skal hvile for længe på laurbærrene. Som cykelryttere der vinder, skal vi huske at fejre, ligesom vi skal huske, ret hurtigt at se frem mod nye mål og nye fremskridt. For hvad gør vi nu? Hvordan bevarer – eller endnu bedre udbygger – vi vores nuværende niveau?
I min optik skal vi finde en gylden middelvej, hvor vi ikke ændrer på noget, der virker, samtidig med at vi erkender, at det ikke bringer os videre, hvis vi udelukkende træder i vores egne fodspor. Jeg mener med andre ord, at vi grundlæggende skal turde tro på, at meget at det vi gør, fortsat er rigtigt, også i de kommende år. Samtidig med at vi på udvalgte områder skal udvikle os og følge med tiden.
F.eks. mener jeg ikke, at vi grundlæggende skal ændre på vores tilgang til træningen. Vi skal ikke umiddelbart ud af en sti, hvor der skal trænes mere og mere. Bl.a. fordi øgede træningsmængder ville forhindre en kontinuerlig, langsigtet progression i rytternes træning.
Vi skal bestemt heller ikke ændre på en af hjørnestenene i den danske talentudviklingsmodel. Nemlig vores vilje og evne til at samarbejde. Mere eller mindre med alle. Dog fortsat ikke om søndagen! Vi er og vil altid være en lille nation med få indbyggere, få cykelryttere, få trænere, få klubber, få teams osv. Og derfor nytter det ikke at bekrige hinanden på ret meget andet end de gode ben! Muligheden for frugtbare samarbejder er en værdifuld ressource, som ingen af vores konkurrenter som udgangspunkt har mere af end os…
Men hvor skal vi så udvikle os? Hvor skal vi blive bedre og finde vej på ny?
Ét af de steder, hvor jeg mener, at vi skal opfinde nye dybe tallerkener, er i forhold til det faktum, at World Tour ryttere generelt, og vindende World Tour ryttere ikke mindst, i de senere år er blevet yngre og yngre. Det er noget, vi taler meget om alle sammen. Den nye, unge generation. Dem der indtager præmierækkerne i alle typer løb, og i høj grad også i de allerskarpeste konkurrencer. Dem vi som nation heldigvis også selv kan mønstre en fin lille perlerække af.
Vi må indstille os på en ny virkelighed, hvor rytterne bryder igennem tidligere og tidligere, og hvor de derfor også får flere spændende muligheder tidligere i deres karrierer. Men dermed også et øget pres og en tidligere kommercialisering og professionalisering. Det kan være fint nok, men er det ikke ubetinget.
I de senere år har jeg sammen med landstrænerne ved en del lejligheder hjulpet og rådgivet unge ryttere og deres familier i forhold til netop ovenstående, og det bliver vi ved med. Med det udgangspunkt, at det er af afgørende betydning for de unge ryttere, at de kommer afsted på det rette tidspunkt til det rette hold og på det nødvendige oplyste grundlag. Vi har ingen intentioner om at vælge for rytterne, for det er, og bliver deres eget ansvar. Men vi rådgiver og sparrer hellere end gerne med al den viden, vi har til vores rådighed!
Dansk landevejscykling bliver fantastisk spændende at følge i de kommende år!