Leadout
- et blogindblik i Danmarks Cykle Union
"Hvis vi for et år siden, på forhånd, havde kunnet spå om hvad 2020 skulle bringe, så ville den spådom sikkert have været karakteriseret som værende helt hen i vejret. "
Alt det som ingen ser...
Ingen havde vel i deres vildeste fantasi forestillet sig hvad en pandemi er og endnu mindre hvad den ville medføre.
Nu står vi her på kanten af den seneste nedlukning af samfundet på grund af covid-19 og vi har nærmest vænnet os til hvordan vi skal agere i det. Det er godt at vi som mennesker kan adapte så hurtigt til virkelighed, for der er nok ingen tvivl om, at vi fortsat og måske endda i længere tid endnu, vil være mærket af COVID-19 og de påvirkninger pandemien har for vores idræt, såvel på elite- som på motionsplan.
Men i dag står vi bedre rustet. Vi er blevet meget klogere og vi har levet med- og under restriktioner, der i den grad har udfordret udøvere, klubber, teams og tilhængere.
Derfor står vi alt andet end lige i et stærkere udgangspunkt. Vi har i dag en COVID-19 protokol, der tager højde for de forhold vi skal og kan drive idrætten under. Denne tilrettes løbende, idet vi ændrer ting med kort varsel og der er stor forståelse for det ude omkring i den danske cykelverden (tak for det i øvrigt).
Vi er stadig udfordret, pandemien bølger op og ned og vi er endnu ikke ude af dens favntag og lige nu gør forsamlingsloft og andre restriktioner det umuligt at afholde nogen som helst form for cykelløb bortset fra at der kan køres løb og træning for vores allerbedste ryttere på landshold og i A-klassen. Det er i denne tid specielt hårdt for banerne, som lige nu skulle have fuld gang i deres sæson og afholde diverse mesterskaber.
Der er stort pres på regeringen for at få lukket mere op og ændret i restriktionerne og idrætten har fået en meget stærk stemme i den seneste tid. Nogen har efterspurgt synlig handling og jeg bliver ofte spurgt hvorfor DCU ikke gør noget mere og at vi må kunne forklare politikerne, at der ikke er den store fare for smittespredning i forbindelse med cykelløb.
Men tro mig – der bliver arbejdet på højtryk for at påvirke de rigtige steder og på den rigtige måde og ikke mindst med den rigtige timing. Der foregår rigtig meget i kulisserne i Idrættens Hus og andre steder og vi er i meget tæt dialog med DIF om hvad den rigtige strategi er. Både DCU’s formand Henrik Jess Jensen og jeg er taler næsten dagligt med DIF og med de andre forbund om, hvordan det skal håndteres. En meget stor del af min tid har, gennem hele covid-19 pandemien, været fokuseret på at forklare DCU’s udfordringer og de umulige forhold netop vores sport er ramt af.
Det er en balance at ramme det rigtige niveau for kommunikationen omkring det og hvor hårdt vi skal gå til makronerne, i forhold til at forklare hvor meget det her påvirker dansk cykling. Vi er jo oppe imod et helt samfund som er lukket. Alle lider under det og derfor kan det nemt virke hyklerisk, hvis vi kontinuerligt fortæller om hvor ”synd” det er for os, at vi ikke kan cykle, når skoler og butikker og alt muligt andet er lukket. Omvendt skal vi heller ikke sidde på hænderne og bare håbe at det hele går over af sig selv. Og jeg forstår, hvis I nogle gange tænker hvad det er der sker i DCU – men der sker rigtig meget, det er bare ikke altid til at se. Eksempelvis havde vi ikke fået afviklet DM på landevej, hvis vi ikke havde presset på hos myndigheder og politikere, for at få grønt lys til at køre med felter i størrelser som gav mening for cykelløbet.
Alt det som ingen ser, er netop når vi som union presser på hos DIF, som igen har dialog med ministerierne og politikkerne. Det er her vi presser på, bestemt, men samtidigt med fuld tillid til, at de presser på lige præcis så meget, som det er muligt indenfor den ovennævnte balance. Samtidig skal det hele foregå med samfundssind og med respekt for den alvorlige situation Danmark og hele verden står i.
Men vi er klar til at fortælle om hvor ærgerligt og udfordrende det her er for dansk cykling når muligheden byder sig. Det fik vi nogle muligheder for i sensommeren i forbindelse med DM og vi vil gribe dem igen, hvis de opstår og når det er bydende nødvendigt.
Det var det for eksempel i december, hvor vi med dags varsel fik at vide, at Ballerup Super Arena skulle bruges til vaccinationscenter i hele 2021. Det tiltag ville have slået os mange år tilbage.
I den situation brugte vi alle kontakter hos de idrætspolitiske ordførere, ministre osv. til at fortælle, hvor ødelæggende det ville være for banesporten. Samtidig gik Elitechef Morten Bennekou til pressen for at udøve pres den vej. Det var ikke nødvendigvis en strategi vi blev populære på internt hos DIF, men vi kunne se, at beslutningen var tæt på at være truffet og derfor satte vi alle sejl ind og det lykkes os på to døgn, at afværge den katastrofe det ville have været, for klubben i Ballerup og for banesporten generelt.
Men skal vi tro på eksperterne og regeringen, så er der lys for enden af tunnelen og måske kan vi se frem til en mere normal hverdag i løbet af det næste halve år.
Og så er vi i DCU generelt godt rustet til den nye sæson. Vi glæder os over en fantastisk positiv dialog med sponsorer og samarbejdspartnere. Det tegner godt til sæsonen 2021. Mandskabsmæssigt er er vi også på plads, senest med ansættelse af ny projektchef for PostNord Danmark Rundt og ny kommunikationschef.
Og hvad ser vi så frem mod. Sæsonen skal nu snart i gang. Vi er spændte på hvornår COVID-19 slipper sig greb og vi kan nærme os mere naturlige tilstande – det må tiden vise. Uanset hvad, så klarer vi de udfordringer der måtte komme.
Sportsligt er der ingen tvivl om at OL kommer til at fylde rigtigt meget. Og vi har store forhåbninger om flotte resultater og medaljer til Danmark.
Vi måtte desværre aflyse 2020 udgaven af PostNord Danmark Rundt. I 2021 kommer vi stærkt igen og vi glæder os til snart at løfte sløret for de deltagende teams og de spændende ruter, nogle nye og nogle velkendte. Der er noget at glæde sig til, kan jeg godt sige på forhånd.
Men når alt kommer til alt – så blæser der positive og gode vinde for dansk cykling. Vi glæder os, til sammen med frivillige, udøvere, klubber og samarbejdspartnere, at løfte dansk cykling videre.
Vores hashtag #vielskercykelsport giver god mening. Lad os sammen skabe de bedste forhold, hvad enten man er motionist eller eliterytter.
Med ønsket om en god sæson 2021
Martin Elleberg Petersen, direktør