Først og fremmest rigtig godt nytår til alle i cykelsporten!

Selv indledte jeg det nye år i Herning, hvor jeg deltog i DR´s stort anlagte SPORT 2019-show i Boxen. Og hvilken fest - i almindelighed og for cykelsporten i særdeleshed! For jeg må sige, at vi som idrætsgren dominerede scenen aftenen igennem. 

I alt modtog cykelsporten fire priser - herunder de to i mine øjne tungeste; nemlig Danmarks Idrætsforbunds og Team Danmarks ”Årets Sportsnavn” og Salling Groups og Team Danmarks ”Årets Træner”. Vundet i to forskellige discipliner og dermed i to uafhængige sammenhænge.

Jeg indrømmer gerne, at jeg var fantastisk stolt på cykelsportens vegne, som jeg sad der under showet. Og jeg modtog også masser af roser og lykønskninger før, under og efter. Roser for cykelsportens talent- og elitearbejde. Roser for vores vilje til altid at søge udvikling. Og roser for vores samarbejdsvilje og -evne.

En stor buket roser, som jeg meget gerne vil dele med hele Cykeldanmark. Fordi Mads Pedersens og Casper Jørgensens udvikling jo har fundet sted i et miljø, hvor rigtig mange undervejs har bidraget med store indsatser, motivation og vedholdenhed og dermed masser af skub i den rigtige retning. 

Casper og Mads fortjener naturligvis al den individuelle hyldest, de kan få. Ingen tvivl om det. For det står helt soleklart, at vores banelandshold – på trods af det unikke potentiale, rytterne kommer med – ikke ville køre så uimodståeligt stærkt, hvis ikke det var for Caspers mangeårige indsats. Potentialet ville simpelthen ikke udmønte sig i samme grad uden Caspers passionerede, topmotiverede, vidende og detaljeorienterede tilgang samt et enormt stærkt og samlende lederskab.
 

På samme måde havde vi ikke vundet det verdensmesterskab i Yorkshire, hvis ikke Mads var den rytter og personlighed, som han er. Ham, der åbenlyst meldte ud, at de andre ”fandme var nogle tøsedrenge”, da det om morgenen på løbsdagen stod klart, at ruten var forkortet med 20 km. på grund af monsunregn. Og ham der, så længe jeg kan huske, har været et vaskeægte forbillede med sin indstilling til egen udvikling og generelt til livet som eliteatlet. En rytter, det virkelig var værd at ofre sig for, som hele holdet gjorde det i løbet af den historiske dag i Harrogate.

Men tilstedeværelsen af Caspers og Mads´ individuelle egenskaber ændrer ikke ved, at der står en lang, lang række mennesker bag de to. Ikke bare i 2019, men i et længere bagudrettet perspektiv. Familier, der bakkede dem op. Trænere, der viste Mads vejen til bedre ben. Sportsdirektører, der lærte ham at bruge kræfterne rigtigt. Rytterkollegaer, der trænede med ham og dermed var medskabere af det miljø, som han var en del af. Trænerkollegaer, der sparrede med og udfordrede Casper. Ryttere, der inspirerede ham med deres indsats og dedikation. Samt ikke mindst et væld af ledere, sponsorer, partnere og politikere med mange flere, der i det hele taget gjorde det muligt. Ja, faktisk en nærmest uendelig lang række mennesker, som hver især i en lang udviklingsperiode på alle mulige måder bidrog til at gøre Caspers og Mads´ præstationer mulige.
 

Og alt dette siger jeg ikke for at være politisk korrekt. Eller fordi jeg skal. Jeg siger det, fordi jeg mener det. Husk at være stolt! Husk at fejre! Alle jer derude med en eller anden andel i priserne. For hvis vi ikke husker det, og hvis ikke vi dvæler ved vores egen og mange andre menneskers indsats og betydning, så risikerer vi, at historien ikke gentager sig. Hvis vi glemmer eller undervurderer, hvor mange mennesker, der egentlig skal bidrage, for at ekstraordinære præstationer overhovedet kan lade sig gøre, så glemmer vi, hvad der også skal til, hvis råmaterialet i øvrigt er der. Altså råmateriale i form af ryttere og trænere med potentiale som Mads og Casper.

Jeg bliver ret ofte spurgt om, hvordan det kan være, at det går så godt i cykelsporten. Hvordan det kan være, at vi ikke bare er med, men også er i stand til at være med til at dominere i verdenseliten der, hvor vi sætter ind.

Og noget af det, jeg ALTID nævner som væsentligt, er vores evne til at udnytte smådriftsfordelene. Og herunder ikke mindst vores fælles evne og vilje til at samarbejde. Vi er ikke så mange i dansk cykelsport, og der er ikke så langt imellem os. Og i mange sammenhænge er vi i stand til at udnytte det som en fordel, fordi det jo åbenlyst skaber et godt fundament for samarbejde. Der hvor vi lykkes, står det simpelthen lysende klart, at relevante aktører også lykkes med at samarbejde! 

Om søndagen konkurrerer og kæmper vi selvfølgelig så blodet sprøjter med ”høje albuer” og hele programmet, men resten af ugen skal vi samarbejde! Med hinanden, med vores kollegaer og med vores konkurrenter. Og ja, du læste rigtigt! Også med vores konkurrenter! For hvis ikke vi tør gøre konkurrenterne bedre, og hvis ikke de tør gøre os bedre, så bliver ingen af os bedre. Fremstillet sort/hvidt selvfølgelig, men jeg tror I har pointen. 

Hvis vi som nation skal slå de bedste af de andre, skal vi også turde at hjælpe hinanden og dele viden, erfaring og fif! For at gøre det danske miljø så kompetitivt som muligt til alles fordel.

Uanset hvilken cykeldisciplin det drejer sig om, har de store flere penge end os. Ofte mange flere. Men det er jo ikke nok at have pengene. De skal også bruges rigtigt. Og meget ofte er det sådan, at jo flere penge, man har, jo mere er man tilbøjelig til at bruge dem skødesløst. Et problem, vi ikke døjer med i dansk cykelsport. Tværtimod. Vi er nødt til at anvende vores midler bedre og smartere end de andre, så lad os fortsætte med at gøre det i stedet for at ærgre os over, at vi ikke kan matche de store økonomisk. Det kommer vi ikke til, lige meget hvor meget vi ærgrer os!

Jeg bliver også jævnligt mødt med ”nu kan det vel ikke blive meget bedre?”. Men jo, det kan det stensikkert. Der er masser af ting, vi kan gøre bedre. Masser af plads til forbedring. Heldigvis, for ellers var der jo ikke noget ved at være med!

Da jeg for nogle år siden skrev en bog om talentudvikling, var det meningen, at den skulle hedde: ”Det handler ikke om, hvor god du er. Det handler om, hvor god du gerne vil være”. Men det kunne ikke være på forsiden, sagde Gyldendal, så derfor endte bogen med at hedde STÅLSAT. Men pointen holder. Og det betyder, at vi – når vi har brugt lidt tid på at glæde os over fortiden – skal videre mod fremtiden. Videre ind i 2020 med snuden i sporet mod mere udvikling, flere toppræstationer og ikke mindst mod OL i Tokyo.

Skal vi ikke aftale, at vi alle stræber så højt som muligt? At vi alle lægger os maksimalt i selen og går den ekstra meter. Skal vi ikke også aftale at bevare fokus på at samarbejde bedst muligt med flest muligt og i øvrigt se det som en konkurrenceparameter, som ikke koster noget? Og sidst men ikke mindst: Skal vi ikke kæmpe alt, hvad vi kan for at sikre, at vi får stoppet faldet i antallet af børn og unge, der kører cykelløb? Altså at vi får flere til at starte med at cykle og endnu flere til at blive ved med det. Uden bredde - ingen elite. Uden elite - ingen medaljer.

Potentialet er til, at 2020 kan blive endnu bedre og mere succesfuldt end 2019 for dansk cykelsport. Men husk, at potentiale ikke er nok. Det er udnyttelsen af potentialet, der definerer podiet!